Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Slagelse får ny ugeavis

Berlingske Media sender Ugeavisen Slagelse på gaden 30. marts og satser samtidig stort på nettet.

Borgerne i Slagelse får nu mulighed for at få et endnu stærkere indblik i deres lokalområde. Med Ugeavisen Slagelse vil Berlingske Media skabe et stærkt bindeled mellem borgerne i den vestsjællandske by og erhverv, forretninger, organisationer og andre lokale myndigheder.

"Jeg er glad for, at vi nu kan lancere en ny ugeavis til gavn for borgerne i Slagelse Kommune. For Berlingske Media har udviklingen af vores lokale ugeaviser og serviceringen af de lokale fællesskaber både på print og på nettet en stor betydning, og vi betragter det som et af vores udviklingsområder,” siger koncernchef Lisbeth Knudsen.

Ugeavisen Slagelse skal udover print fungere som et led i udbredelsen af den sociale net-platform www.dinby.dk, der formidler lokale nyheder og debat og giver brugerne konkrete muligheder for at styrke og opbygge lokalområdet.

"På www.dinby.dk vil Slagelse dermed også indholdsmæssigt få en ekstra styrke, og det giver rigtig god mening for os at starte op i byen, da området ligger fint geografisk, set i forhold til de aviser, som vi i forvejen udgiver i det vestsjællandske område," siger direktør for Berlingske Lokalaviser Gorm Wesing Flyvholm.

Avisen får kontor i Langes Gård i centrum af Slagelse og bliver dermed en del af bybilledet. Daglige ledere på avisen bliver salgschef Ole Poulsen og redaktør Bjarne Stenbæk.

Med Post Danmark som distrinutør udgives Ugeavisen Slagelse tirsdag/onsdag i et oplag på cirka 20.000.

 




Markedet lige nu