Som det første trykte medie i Danmark åbner det kulørte ugeblad Se og Hør nu sin egen TV-kanal med danske film - og fra februar også med Se og Hør Pigen.
22. oktober 2009, 07:23
Fra den 29. oktober vil man også kunne se og høre det kulørte ugeblad på TV, her går Se og Hør TV nemlig i luften. Der vil dog ikke være nogen Se og Hør Pige at finde på kanalen til at starte med.
”Vi ved, at der blandt SE og HØRs læsere og blandt danskerne generelt er en enorm interesse for danske spillefilm, så vi har valgt at satse benhårdt på den genre, men selvfølgelig tilbyder vi også store internationale film og dokumentarfilm,” udtaler Kim Henningsen.
Ugebladet har indgået en aftale med det Zentropa-ejede Movieurope, der leverer alt i første omgang, så Se og Hør kommer ikke til at poste nogen penge i projektets første skridt.
Se og Hør Pigen
Men det stopper ikke her, for omkring 1. februar regner Kim Henningsen med at lancere en underholdningskanal med egenproduceret indhold.
"Det vil være ting, der ligger i forlængelse af printudgaven, altså levende billeder fra øjne i natten, fra teaterpremierer, filmpremierer, og de ting vi i øvrigt beskæftiger os med. Det er jo oplagt, at Se og Hør Pigen også vil være at finde der, hun er en af de allerførste ting, der kommer til at være på underholdningsdelen. Det bliver levende billeder fra optagelserne."
Det kulørte mediehus vil bestræbe sig på at have op mod en time dagligt, som bliver vist på en underholdningskanal, hvis abonnement endnu ikke er fastlagt. I forbindelse med dette næste skridt skal Se og Hør dog selv til lommerne.
”Der snakker vi om et pænt beløb. Jeg tør ikke sætte tal på endnu," siger Kim Henningsen.
Det kræver ingen digital boks eller antenne at kunne se den nye kanal - man kan se den via internettet. Abonnementet kommer til at koste mellem 49 og 149 kroner om måneden for TV-kanalen.






























































