61 pct. af driftsresultatet i den norske mediekoncern Schibsted kommer nu fra internettet. Indtægterne fra de trykte publikationer falder.
9. maj 2008, 08:41
Det fremgår regnskabet fra første kvartal, der dermed sætter en tyk streg under, at Schibsted fører feltet af store Skandinaviske mediehuse an, når det gælder overgangen til de nye medier.
Internetaktiviteterne er vokset med 29 pct. i forhold til samme periode sidste år. Her udgjorde dette forretningsben 46 pct. af det samlede driftsresultat, hvor andelen i dag er vokset til 61 pct. Udviklingen dækker imidlertid også over, at indtægterne fra de trykte publikationer falder.
Med et driftsresultat i første kvartal på 283 mio. norske kroner overgik Schibsteds analytikernes forventninger en smule. Det samme gælder omsætningen, der landede på 3,4 mia. kr. i første kvartal.
Med undtagelse af stillings- og ejendomsannoncer i Aftenposten melder Schibsted om særdeles gode annoncemarkeder i Skandinavien. Dermed mærker mediekoncernen ikke meget til den afmatning, der har fået mange danske medievirksomheder til at spænde livremmen.
”Med undtagelse af visse rubrikmarkeder på papir, er der få tegn som peger i retning af afmatning. Det er dog svært at forudsige,” lyder det i regnskabsmeddelelsen.
Schibsted udgiver blandt andet VG og Aftenposten.






























































