De små QR-koder, som ses på reklamer og annoncer i aviser og på plakater, oplever stor succes hos forbrugere og annoncører.
15. november 2011, 05:00
De dukker op flere steder i reklamer og annoncer. Og flere virksomheder bruger dem i deres markedsføring. De firkantede koder, som kan scannes med en applikation på en smartphone og føre forbrugeren ind i et nyt univers.
QR-koder hedder de. Det står for quick responses. Og det er en genial måde for forbrugere til at gå fra en trykt annonce eller reklame til et virtuelt univers, hvor de kan tilmelde sig en konkurrence eller et nyhedsbrev.
Det mener Rikke Høyer Schrøder, der har arbejdet i medie- og reklamebranchen gennem mange år og driver bloggen I Love Barcodes.
»Det giver en hel unik mulighed for at føre en forbruger fra et trykt medie eller en reklame til et nyt virtuelt univers. Og det giver en virksomhed en mulighed for at generere noget mersalg,« siger Rikke Høyer Schrøder. Og også hos Grafisk Arbejdsgiverforening fortæller man, at flere benytter sig af de små koder til markedsføringen.
Forbrugerne er glade for at scanne
Det er ikke kun virksomhederne, der ser det smarte i de små mobile stregkoder. Forbrugerne har også en god oplevelse med at bruge dem. En netop offentliggjort undersøgelse foretaget af Grafisk Arbejdsgiverforening viser, at 65 procent af dem, der har forsøgt at scanne en kode på en reklame eller en annonce, havde en god oplevelse med det.
Hos Grafisk Arbejdsgiverforening mener man, at undersøgelsen giver et godt praj om, at der ligger store reklamemæssige muligheder i den lille kode, som kan scannes fra smartphonen.
»Med undersøgelsen har vi slået fast, at der ligger gode muligheder for at binde trykte og elektroniske medier meget praktisk sammen. Derudover er det en ekstremt hurtig måde at levere informationer i markedsføring,« siger Lars Bram, administrerende direktør i Grafisk Arbejdsgiverforening.
Rikke Høyer Schrøder har en helt simpel forklaring på brugernes tilfredshed:
»Folk sparer tid. Hvis man er på farten og skal af på næste station og ikke gider tage annoncen med, så har man en mulighed for at scanne koden med det samme.«
Undersøgelsen viser også, at det især er de unge, der har taget godt imod teknologien og annoncørernes forsøg på få forbrugerne endnu videre i universet. Det overrasker ikke Lars Bram.
»De unge er næsten født med deres iphones i hænderne. Og de er vant til, at man søger alt på nettet. Via QR-koden skal man ikke vente til man kommer hjem med at få informationen,« siger han.
Supermarkedet bliver også scanbart
Der er åbenbart ikke grænser for, hvad QR-koderne kan bruges til. Snart bliver det endda muligt for de danske forbrugere at bestille madvarer med deres mobiltelefon og få varerne leveret på et valgfrit tidspunkt. I marts måned offentliggør NFC Danmark sammen med en dansk supermarkedskæde et samarbejde, hvor forbrugerne får mulighed for at scanne madvarer og derefter få dem bragt hjem.
»Folk synes, det er smart, at man kan handle klokken 11 og bestemme, hvornår man vil modtage varerne. Folk sparer tid, og det er pointen. Vi gør noget ekstra for folk, der lever det travle liv,« forklarer Søren Kragh, direktør i NFC Denmark, der står for den tekniske del i det nye danske supermarked med scanbare varer.
Inspirationen kommer fra Sydkorea, hvor supermarkedskæden Tesco kun havde en tredjedel af det antal butikker, som konkurrenten havde. Derfor indførte Tesco scanbare supermarkeder i metroen, hvor Sydkoreanerne kunne scanne varerne og modtage dem på deres bopæl nogle timer senere. Og det er en lidt ændret form af dette, som danskerne kan komme til at se i Danmark i begyndelsen af næste år.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten