Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ritzau satser på Anni og Britney

Paris Hilton og Britney Spears skal være med til at føre Ritzau gennem en usikker fremtid. Som en del af en ny strategi for dagbladenes nyhedsbureau vil adm. direktør, Lars Vesterløkke, etablere en underholdningstjeneste med sladder- og TV-stof.

”Vi arbejder med muligheden for at lave en decideret underholdningstjeneste. Det er et oplagt bud på noget, som vi vil gå efter. Hvad den præcis kommer til at indeholde, kommer an på, hvad kunderne efterspørger,” siger Lars Vesterløkke.

Avisernes oprustning på nettet har intensiveret jagten på historier om de kendte. Historier, der er eftertragtede blandt de læsere, som annoncepriserne måles i. Lars Vesterløkke er da også overbevist om, at der vil være et marked for en ny underholdningstjeneste med fokus på sladder og TV-stof.

”Det er ikke primært stof for medierne, men det er noget, som de skal have. Og så er det billigst, at vi laver det for dem,” siger Lars Vesterløkke.

Han fremlagde forleden den strategiplan, der skal føre Ritzau ind i en vanskelig fremtid. En fremtid, hvor, nyhedsbureauet blandt andet er udfordret af avisernes styrkede onlinetjenester, TV 2 News og interne nyhedsbureauer i de store mediehuse.

Nøglen til bureauets fremtid er ifølge Lars Vesterløkke flere specialiserede nyhedspakker og en styrket indsats på lyd og billeder. Det gælder ikke mindst livedækningen fra f.eks. pressekonferencer.

”Vores kerneydelser er som hidtil en seriøs og væsentlig nyhedsdækning. Den skal man kunne købe i forskellige pakker og udvide med tillægspakker,” siger Lars Vesterløkke.

Udbytte af ejernes krise
Ritzau ejes af dagbladene, der også udgør en væsentlig del af kundegrundlaget. Dagblade, der i øjeblikket kæmper for at få økonomien til at hænge samme. Det kan ifølge Lars Vesterløkke vise sig som en fordel for Ritzau.

”Krisen er en trussel også for Ritzau, men indeholder på den anden side også nogle muligheder. Der er en del virksomheder, der skal gøre tingene billigere, og der vil de kunne bruge Ritzau,” siger Lars Vesterløkke.

Han forudser, at bureauets omsætning vil vokse fra 112 mio. kr. i år til 145 mio. kr. 2012. En vækst, der først og fremmest skal komme fra nye kunder.

Selvom Ritzau fortsat holder sig fra at konkurrere med sine ejere ved at levere nyheder direkte til danskerne, kan man ifølge Lars Vesterløkke godt forestille sig en offensiv over for virksomheder, der ønsker nyheder på deres hjemmeside.

”Vi skal sælge mere, før vi kan investere mere. Vi skal tjene pengene først. Og det er da en svær opgave. Det er ikke vanskeligt at få øje på truslerne, men en hver trussel rummer som regel også en mulighed, hvis man vender den om,” siger Lars Vesterløkke.

Lykkes hans plan, forventer han, at antallet af journalistiske medarbejder vokser fra cirka 150 fuldtidsansatte til 180-90 i 2012.

 




Markedet lige nu