TV2's tidligere administrerende direktør Per Mikael Jensen kalder Rigsrevisionens kritik af TV2's ekspansion for "grinagtig" og "værdiløs".
20. maj 2009, 13:47
Rigsrevisionen ville være bedre til at håndtere Nordkorea eller Cuba.
Sådan lyder svaret fra Per Mikael Jensen til Rigsrevisionens kritik af de initiativer han satte i gang, da han var administrerende direktør for TV2 fra 1. maj 2006 til 1. august 2007.
- Kritikken er amatøragtig og værdiløs. Der er ikke et eneste regnestykke i rapporten, der fortæller, om vores initiativer var en god eller dårlig idé, siger han til Ritzau. Rigsrevisionen kritiserer blandt andet TV2 for at etablere TV2 Radio på urealistiske forventninger. Men ethvert salg baseres på et skøn, understreger Per Mikael Jensen.
- Det er klart, at der er usikkerheder, for sådan foregår kapitalismen og det frie marked. Rigsrevisionen ville nok være bedre til at håndtere Nordkorea eller Cuba, for der er man ikke afhængige af det frie marked, siger han og forsvarer samtidig både kulturministeren, Kulturministeriet og TV2's daværende bestyrelse, som Rigsrevisionen også kritiserer.
- Det er absurd, at de skyder på kulturministeren og Kulturministeriet. Havde de forestillet sig, at en ejer og regering skal planlægge, om det er en god idé at lave en nyhedskanal eller ej, spørger han.
- Det er kun i Kina og Nordkorea, man gør den slags. Den tid jeg var på TV2, havde jeg et ganske udmærket samarbejde med både kulturministeren og ministeriet og også med bestyrelsen, siger han.
Han undrer sig samtidig over, at det blot nævnes i en sidekommentar i rapporten, at to af de nye initiativer - TV2 Sport og TV2 News - sidenhen gav overskud.
- Det må være en af årtiets største underdrivelser. De er to bedste nystartede medieselskaber i de sidste 10-20 år. Der findes ikke nogen, der har gjort det bedre, mener den tidligere TV2-direktør.
/ritzau/






























































