Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Rift om kvinderne på nettet

Landets mediehuse gør kur til kvinderne på nettet. En række nye sites målrettet kvinder er sat i søen det seneste års tid og flere er på vej.

Men hvorfor pludselig den store interesse for kvindernes klik på nettet?

”Det smukke ved kvinder er blandt meget andet, at det er dem, der kontrollerer forbruget i husstanden,” siger Jesper Ulsø, direktør for specialmedier hos Aller Press.

Mens JP/Politikens Hus for få uger siden lancerede Navlestreng.dk målrettet mødre, er målgruppen noget bredere for det nye online magasin Amine.dk, der blev præsenteret tirsdag. I samarbejde med Jubii går Amine.dk efter kvinder med interesse for mode, skønhed, helse mm.

Også B.T. har for nylig søsat et site til kvinderne, ligesom bladkoncernen Aller har store planer på området. Ud over et nyt stærkt kvindesite, hvor man vil trække på Allers mange udgivelser målrettet kvinder, arbejder man i øjeblikket på lancering og relancering af hjemmesider til samtlige koncerns udgivelser, herunder Q, Bazar, In, Ude og Hjemme og Østrogen.dk.

”Det gælder om at lægge sig så tæt op af cashflowet som muligt, og undersøgelser viser, at det er helt op mod 80 pct. af forbruget, der direkte eller indirekte kontrolleres af kvinder. Ikke kun på nettet,” siger Jesper Ulsø og peger på, at købsbeslutningerne i stigende bliver påvirket på nettet.

Langsomme startere
”Og det er selvfølgelig derfor, at vi og andre i øjeblikket er i offensiven overfor kvinderne på nettet. I USA er der flere kvinder på nettet end mænd, og det kommer også her. Kvinderne er kommet senere i gang, men når de først går i gang, gør de det ordentligt. Og så er kvinderne mere brandloyale end mændene,” siger Jesper Ulsø.

Hos virksomheden Isobar, der er et søsterselskab til mediebureauet Carat med fokus på onlineannoncering, mærker man en tydelig efterspørgsel blandt annoncørerne efter attraktive kvindesites.

”Mange af de penge, der har været smidt i de trykte magasiner har ikke haft noget sted at gå hen på nettet. Annoncører som Dior og Diesel har ikke haft mange steder at vende sig mod, når de vil have fat i de mange kvinder, der bruger en stadig større andel af deres tid på nettet,” siger Uffe Henriksen, adm. direktør i Isobar.

Mens bladhusene i øjeblikket har kvinder på hjernen, kan det snart blive mændenes tur til at stå øverst på dagsordenen, vurderer Uffe Henriksen.

”Det vil ikke undre mig, hvis den næste bølge var mandesites. Der er også mangel på den type sites,” siger han.

Se mere på www.amine.dk

 




Markedet lige nu