Rekordtal for radio uden værter

De højtprofilerede værter er fyret og erstattet af musik. Alligevel havde TV 2 Radio i sidste uge årets højeste lyttertal.

De netop offentliggjorte lyttertal fra Gallup vidner endnu engang om, at radiolytterne foretrækker, at musikken på TV 2 Radio ikke bliver afbrudt af kække radioværter og for mange alvorlige nyhedsoplæsere.

Radioen, der i øjeblikket kører på nødblus, sad i uge 28 på 8,4 pct. af radiolytningen i den kommercielle målgruppe af personer mellem 12 og 50 år. Det er den højeste andel i år og gør TV 2 Radio til den tredjestørste radiokanal foran Radio 100 FM med 7,4 pct.

Listen toppes af fortsat af P3, der imidlertid må sande, at tilbagegangen i lyttertallet fortsætter. Med 28,1 pct. ligger kanalen på det laveste niveau siden januar. P4 gik til gengæld frem på andenpladsen og er med 23,4 pct. på det højeste niveau i år.

”Vi glæder os over, at TV 2 Radio er blevet den største kommercielle radiostation. Det betyder, at der er mange, der bruger kanalen, og det er en fordel, når vi skal præsentere vores nye koncept,” siger SBS-formand, Eric Hansen.

Lyttere udskiftes
TV 2 Radio fyrede i foråret hovedparten af medarbejderne på TV 2 Radio og har indgået en aftale med SBS Radio, der efter sommerferien vil sende et nye koncept i luften på frekvensen. Arbejdstitlen er New Radio, og den vil ifølge Eric Hansen gå i luften, når folk vender hjem fra sommerferie.

I mellemtiden kører TV 2 Radio på vågeblus med en sendeflade, der først og fremmest står på musik afbrudt af få nyheder.

Trods fremgangen for TV 2 Radio erkender Eric Hansen, at en del af de nuværende lyttere vil søge mod andre musikbårne kanaler, når New Radio går i luften.

”Det er klart, at der i øjeblikket er nogle af lytterne, der kun er der for musikken, og at de vil prøve andre kanaler, når vi kommer med vores nye koncept. Men det gør os alligevel optimistiske, at vi kan præsentere vores nye radiokanal for så mange lyttere,” siger han.

SBS Radio står i forvejen bag blandt andet The Voice og lægger ikke skjul på, at man skal gøre et stort indhug i DRs markedsandele, hvis den nye radio skal blive en succes.


Læs også:

Verdens bedste film?

Danmarks dårligste reklame

 



Markedet lige nu