Radio 100FM begæret konkurs

Det danske Radio 100FMs rekonstruktion er nu kortsluttet af en konkursbegæring fra en kreditor, skriver Mediawatch.

Musikken spiller næppe længe endnu på Radio 100FM. Landets største kommercielle radiostation tog fredag tog endnu et skridt nærmere en egentlig konkurs.

En af Radio 100FM’s kreditorer har nemlig mistet tålmodigheden og begæret radiostationen konkurs. Det bekræfter advokat Claus Abildstrøm, der har orienteret den øvrige kreditorkreds om begæringen, som Sø- og Handelsretten formentlig tager stilling til i næste uge.

»Det er ikke lykkedes at få tilvejebragt den nødvendige kapital,« siger Claus Abildstrøm til MediaWatch.

Han understreger, at Radio 100 FM har mulighed for at rejse den nødvendige kapital helt ind til den endelige konkurserklæring.

»Men der skal jo være et formål med en betalingsstandsning og et håb om, at det kan lade sig gøre at rekonstruere selskabet,« siger Claus Abildstrøm til Mediawatch.

Nyheden om betalingsstandsningen kom tidligere på ugen efter at Radio 100 FM gennem de seneste måneder har levet på de største kreditorer Koda og Gramex’ nåde, mens administrerende direktør Jim Receveur har været på desperat jagt efter investorer til sit radioprojekt.

Den truende konkurs i radiostationen indeholder samtidig ingredienserne til et retsopgør mellem radiostationen og den danske stat. Det skyldes, at Radio 100 FM har forpligtet sig til at betale en årlig koncessionsafgift på 22,5 mio. kr. frem til 2011 for sin sendetilladelse. Den forpligtelse ligger i det hollandske moderselskab, og der er dermed lagt op til et juridisk slagsmål mellem den danske stat og John de Mol om de resterende 45 mio. kr. Det kommende års sendetilladelse skal betales til november.

 



Markedet lige nu