Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Pressemeddelelse version 2.0

Nu skal presserummet på de danske virksomheders hjemmesider opdateres. Internettets web 2.0 teknologi kan hjælpe virksomheder med at leve op til et stadigt større krav om åbenhed.

Blogs, Wikis, Facebook og Second Life. Listen af de internetbaserede web 2.0 teknologier bliver stadig længere, og interessen for at udnytte dem er stigende blandt danske virksomheder. Seneste skud på stammen er de såkaldte ‘social media newsrooms’. Det er en form for moderniseret udgave af de klassiske presserum, som man ofte finder på virksomheders hjemmesider. Den nye type presserum, eller nyhedsrum som det er blevet kaldt på dansk, kan på en gang bruges til de klassiske pressemeddelser samtidig med, at det kan fungere som et samlingspunkt for en virksomheds forskellige web 2.0 værktøjer. Det giver virksomheden en række nye platforme til at kommunikere med omverden og åbner op for, at kommunikationen i langt højere grad også kan gå den modsatte vej. Det er ifølge Brian Woodward, seniorkonsulent i PR bureauet GCI Mannov, en god måde at imødegå et stadig større krav til virksomhederne om at åbne mere op.

»Social media newsroom er en af de nemmeste ting, man kan gøre i en virksomhed for at åben op. Her er der ikke den store risiko, og man kan vælge at gøre det gradvist. Og man kan lige så godt komme i gang, ellers skal man alligevel til det om et par år,« siger Brian Woodward.

Et samlingspunkt
Et social media newsroom kan udemærket bruges til offentliggørelse af pressemeddelser, men til forskel for de almindelige pressemeddelser har modtageren her mulighed for at komme med sin egen kommentar, der så vil kunne læses af alle. Fuldstændigt som det kendes fra blogs. Herudover kan det sociale nyhedsrum kombineres med blogs, filmklip på Youtube, adgang til sociale netværk som eksempelvis Facebook og vidensdeling gennem Wikis. På den måde kan nyhedsrummet bruges til at samle alle de forskellige web 2.0 platforme, som en virksomhed ønsker at benytte sig af, under et. Det kan specielt være en fordel i forhold til blogs, som kræver tid og engagement at holde i live. Som en del af et socialt nyhedsrum vil der ikke være helt det samme krav til den løbende opdatering af bloggen, fordi der er mulighed for at lægge en masse andre nye informationer ud på siden.

Stor interesse hos virksomheder
Ifølge Brian Woodward er det kun meget få, hvis overhovedet nogen, danske virksomheder, der har opbygget deres eget sociale nyhedsrum. Men store internationale virksomheder som blandt andet Electrolux og GM Motors, og han er derfor ikke i tvivl om, at det kun er et spørgsmål om tid, før de danske virksomheder følger efter.

Interessen for de nye web 2.0 teknologier er i hvert fald til stede ude hos de danske virksomheder. En undersøgelse fra IT-analyseinstitutet IDC viser, at omkring en fjerdedel af de danske virksomheder vil benytte sig af web 2.0 ved udgangen af 2008. Det skyldes ifølge IDC’s nordiske direktør, Per Andersen, at teknologien kan være med til at revolutionere kommunikationen i en virksomhed såvel internt som eksternt. Han mener ikke bare, at web 2.0 giver mulighed for tovejkommunikation men også decideret gruppekommunikation.

»Internt får medarbejderne får mulighed for at kommunikere og dele deres viden på en helt ny måde. Den traditionelle oppe fra og ned kommunikation bliver langt mere sidelæns og netværksorienteret. Eksternt kan det styrke markedsføring og innovationen ved at stå i tættere kontakt med omverden,« siger Per Andersen.

 




Markedet lige nu