Det er de færreste PR-bureauer, der trækker på egne erfaringer, når de skal rådgive deres kunder i brugen af blogs. Der er nemlig stort set ingen bureauer, der selv har en blog.
25. marts 2008, 10:01
PR-bureauernes fremmeste opgave er at rådgive virksomheder i deres kommunikation med omverden.
Men mens flere og flere virksomheder benytter blogs til såvel intern som ekstern kommunikation, er der stort set ingen af rådgiverne, der selv benytter værktøjet.
En undersøgelse foretaget af PR-bureauet Rescu Kommunikation viser, at kun syv ud af 58 bureauer enten har en blog eller én under opbygning. Og ud af dem er flere ikke blevet opdateret i halve eller hele år og må derfor regnes for døde.
Noget på hjerte
Lidt af et paradoks, eftersom blogging i dag er blevet en anerkendt og et vidt udbredt medie at kommunikere igennem blandt såvel politiske institutioner, privat virksomheder og enkeltpersoner.
Det mener manden bag undersøgelsen, administrerende direktør for Rescu Kommunikation, Christian Bogh:
»Det er svært at vurdere, hvorfor så få PR-bureauer benytter sig af blogs. Det kan der jo være mange grunde til, nok først og fremmest fordi det tager tid med opdatering og at finde relevant materiale. Men det kan undre, hvor bureauerne får erfaringer fra til at rådgive om blogs, når de ikke selv bruger dem.«
Christian Bogh peger på, at det selvfølgelig ikke giver nogen mening at have en blog blot for at have en. Man skal også have noget at sige og være villig til at bruge tid på det. En holdning som deles af formanden for Brancheforeningen for Public Relation Virksomheder, Nils Rasmussen.
»Overodnet set er der ikke mange i branchen, der gør meget ud af blogging, selv om mange rådgiver om det. En blog kræver, at man har noget på hjerte, der er relevant for en bunke mennesker. Og på trods af branchens mange store egoer, er vi nok noget tilbageholdende på lige netop det punkt,« siger han.
USA fremme i skoene
I USA er PR-bureauerne imidlertid ikke så tilbageholdende med at bruge blogs. Her blogges der ifølge Nils Rasmussen på livet løs. Derfor forventer han også, at vi snart vil se mere af det her i Danmark.
»Vi vil komme til at se masser af blogs både hos PR-bureauer og virksomheder, men vi vil også se, at mange af dem hurtigt går i stå igen, fordi der ikke nok at fortælle på dem, og derfor ikke er noget respons på dem,« siger Nils Rasmussen.
Jøp, Ove & Myrthu A/S er et af de PR-bureauer, der indimellem rådgiver deres kunder i brugen af blogs, selv om de ikke selv har en. Det kan bureauets administrerende direktør Jess Myrthu ikke se noget problem i.
»Vi har da diskuteret blogs indimellem, men grundlæggende er vores opfattelse, at vi ikke skal være meningsmagere, og blogs uden meningsudtryk er efter vores opfattelse ikke rigtig noget værd,« siger Jess Myrthu.
Derfor rådgiver de virksomheder, der er interesserede i blogs til at overveje, om de virkeligt har nogle holdninger, der betyder så meget, at de vil bruge tid og energi på at holde en blog kørende.
Selv forventer Jess Myrthu ikke at skulle i gang med at skrive blogindlæg.






























