Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Poul Madsen: TV 2 har begået historisk fejltagelse

NEW MEDIA DAYS: Det var en fejltagelse af de helt store, da TV 2 besluttede at tage penge for sit TV-indhold på nettet, vurderer chefredaktør for Ekstra Bladet, Poul Madsen.

”Jeg mener, at TV 2 har begået en historisk fejl på nettet ved at tage penge for deres indhold. Det har været så besværligt at komme derind på Sputnik, at mange har opgivet,” lød det fra Poul Madsen, da han torsdag formiddag mødtes med blandt andet TV 2 direktør Merete Eldrup i en paneldiskussion om nye medier til New Media Days i Hellerup.

Han henviste til TV 2s onlinetjeneste Sputnik, hvor brugerne kan betale for at se de udsendelser, der har været vist på TV 2.

”Det er en historisk fejl, som også mange dagblade har gjort. Og det er udfordringen i dag, at vi skal genoprette mange af de fejl, der er blevet begået tidligere,” siger Poul Madsen.

Han er snart klar med Ekstra Bladets store satsning på annoncørfinansieret Web-TV og er bestemt ikke tilfreds med Ekstra Bladets nuværende placering på listen over de mest besøgt hjemmesider.

”Der er nogen, der har været mere modige end andre på nettet. Derfor tror jeg også, at dem der tør satse på Web-tv nu, får en fordel i fremtiden. Men lige nu koster det penge,” siger Poul Madsen.

TV 2s adm. direktør Merete Eldrup er ikke enig i, at TV 2 har begået en historisk fejltagelse med Sputnik.

”Det er ikke sådan, at alt er lukket på TV2.dk. Der er masser af gratis indhold. Og så er der Sputnik, der havde en svær start. Men vi tjener penge på det nu,” siger hun og afviser, at TV 2 med den nuværende forretningsmodel, kan lægge sine TV-programmer gratis på nettet, som DR gør det.

”Måske engang i fremtiden. Vi tager penge for det, og sådan vil det være et stykke tid endnu,” siger hun.

Hun blev i paneldebatten suppleret af Michael Ritto, adm. direktør for Nordisk Film.

”Det er interessant, at du (Poul Madsen. Red.)siger, at alt skal være gratis på nettet, og så tager du penge for papiravisen. Tanken om, at alt skal være gratis er håbløs. Det handler derimod om at få vende folk til at betale for indholdet på nettet,” siger han.

Se billederne fra konferencen: New Media Days 2008

 




Markedet lige nu