Metro Internationals danske CEO, Per Mikael Jensen, bekræfter dialogen med Nyhedsavisen ejer, Morten Lund, men har kun hovedrysten til overs for de tilbud, der indtil videre er løbet ind på den danske forretning.
29. august 2008, 16:46
”Verden har ikke set det sidste mirakel, men hvis det næste tilbud fra Morten Lund bare bliver i omegnen af det, vi har set indtil videre, kan det kun udløse endnu en sund latter.”
Sådan lyder Per Mikael Jensens reaktion på nyheden om, at Nyhedsavisens ejer på mandag vil afgive endnu et bud på Metro Internationals pressede danske forretning, MetroXpress.
”Som børsnoteret selskab taler vi selvfølgelig med alle, der er interesserede i at købe dele af vores forretning. Men I den her situation er det ved at være så grotesk, at vi ikke kan spilde mere tid på det. Situationen minder om Titanic, bortset fra, at jeg er i tvivl om, hvorvidt Nyhedsavisen har et orkester,” siger Per Mikael Jensen.
Han bekræfter, at han i de seneste fire-fem uger har været i løbende kontakt med Morten Lund.
”Det lader til, at sms er hans foretrukne forhandlingsværktøj, og det er jeg lidt uvant med. Efter at have hørt hans seneste tanker og tilbud ønsker jeg ham held og lykke. Jeg sagde til ham, at alt under 350 mio. kr. for vores 51 pct., behøves vi ikke at spilde tid på,” siger Per Mikael Jensen.
Møde med formanden
Han oplyser desuden, at Metro Internationals bestyrelsesformand Mia Brunell Livfors, CEO i moderselskabet Kinnevik, i sidste uge holdt møde med Morten Lund.
”Han bedte om et møde med hende, og jeg anbefalede hende at bruge tid på det. Vi er forpligtet overfor vores aktionærer til at lytte til mulige tilbud på vores forretninger, og vi kan jo ikke afvise, at han pludselig står med en stor check. Derudover ville der være et element af underholdningsværdi i det,” siger Per Mikael Jensen. Han oplyser, at han efter mødet fik en opringning fra sin formand.
”Hun vidste ikke om hun skulle grine eller græde. Jeg anbefalede hende at grine. I mandags afviste hun så tilbuddet fra Morten Lund pr. telefon,” siger Per Mikael Jensen, der ikke vil gå i detaljer med indholdet af tilbuddet.
”Det var mildest talt fantasifuldt. Han havde ingen penge med, men tilbød aktier for aktier,” siger han.
Han lægger ikke fingre imellem, når han beskriver dialogen mellem de to parter.
”Jeg tror, at Morten Lund, Morten Nissen Nielsen og Svenn Dam i øjeblikket forsøger at skabe så meget uro på markedet som muligt, fordi de selv har haft en hård sommer. Det virker som, at de skal dosere medicinen anderledes,” siger Per Mikael Jensen med henvisning til direktørene for henholdsvis Nyhedsavisen og moderselskabet 365 Media Scandinavia.
Frit for alle
Han understreger dog, at det står enhver frit for at ligge et bud et hvert selskab i verden.
”Jeg kunne byde 7,75 kr. på Google i morgen, men det betyder jo ikke, at Google er forpligtet til at tage mig seriøst.”
Per Mikael Jensen erkender, at der fortsat er behov for konsolidering på det danske marked for gratisaviser, men afviser, at Metro International er nødt til at sælge MetroXpress på grund af moderselskabets økonomiske vanskeligheder.
”Vi har det svært nu som alle andre, og det reagerer vi på ved at tilpasse vores omkostninger. Vi er ikke nødt til at sælge, og jeg forventer, at der kommer en naturlig konsolidering på det danske marked, når en af gratisaviserne lukker,” siger Per Miakel Jensen. MetroXpress overtog for få måneder siden driften af JP/Poltikens gratisavis 24timer. Derudover udgiver Berlingske Media fortsat Urban.
Trods de hårde angreb er Morten Lund sparsom med kommentarene til Per Mikael Jensens version af sagen.
"Jeg respekterer hans mening, men ellers har jeg ingen kommentarer. Da jeg blev spurgt bekræftede jeg, at vi har haft en dialog og har givet nogle bud. Andet har jeg ingen kommentarer til overhovedet," siger han.

































