Folketingets partier blev onsdag eftermiddag enige om et kontroversielt lynudbud af den landsdækkende radiokanal, som Radio 100 FM har efterladt tavs. SBS Radio truer med sagsanlæg.
26. november 2009, 07:52 – opdateret 26. november 2009, 07:57
Der skal hurtigst muligt liv i den radiokanal, som Radio 100 FM har efterladt uden musik efter moderselskabets konkurs.
Det besluttede et bredt flertal i Folketinget onsdag eftermiddag og skød dermed gang i det, der formentlig ender som et gedigent radioslagsmål. Allerede inden blækket er tørt, truer SBS Radio med erstatningssag.
I modsætning til Sky Radio, TV 2 Radio og Radio 100 FM, der alle har knækket halsen på en årlig millionafgift for sendetilladelsen, slipper den nye indehaver af sendetilladelsen for den dyre afgift.
Politikerne har nemlig besluttet at udbyde den ledige radiokanal (FM6) via en »skønhedskonkurrence« og ikke gennem det hidtidige auktionsprincip. Skønhedskonkurrencen skal gennemføres hurtigst muligt, og vinderen får adgang til æteren med det samme. En kontroversiel beslutning, der uden tvivl vil give efterdønninger blandt nuværende og tidligere aktører på radiomarkedet.
Sag på vej
Hos Nova FM, der ejes af SBS Radio og TV 2, er man langtfra tilfreds med udsigten til en ny konkurrent, der slipper for at betale de 22,5 millioner kroner om året, som selskabet bag Radio 100 FM, Talpa Radio Danmark, har forpligtet sig til at betale frem til udgangen af 2011.
»Jeg går ud fra, at de så også har truffet beslutning om, at vi heller ikke skal betale. Hvis det ikke er tilfældet, er det konkurrenceforvridende, og vi vil undersøge muligheden for en erstatningssag,« siger formand for SBS Radio, Eric Hansen. Nova FM betaler selv 23 mio. kr. om året frem til 2014, og det er der ingen planer om at ændre på.
»Perioden frem til 2011 er så kort, at de ændringer i konkurrencesituationen, som det her kan give, er så begrænsede, at det er rimeligt i forhold til alternativet,« siger afdelingschef i Kulturministeriet Jesper Hermansen med henvisning til, at det tidligere er besluttet at genudbyde FM6 ved en skønhedskonkurrence, når Talpas sendetilladelse udløb i 2011. Den tidligere ejer af Radio 100 FM, den hollandske mediemogul John de Mol, er stadig forpligtet til at betale den resterende afgift på 45 mio. kr., selv om han har leveret sendetilladelsen tilbage. Med en skønhedskonkurrence får han ikke begrænset sit tab, som Sky Radio fik det, da TV 2 Radio overtog FM6 efter Skys konkurs. Sky ligger samtidig i retssag med den danske stat om manglende koncessionsbetaling og følger helt sikkert udviklingen nøje. Der er med andre ord lagt op til ballade, uanset hvordan man har tænkt sig at føre gårsdagens politiske beslutning ud i livet.






























































