Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nyt forlag retter skytses mod Aller

Et nyt privat forlag, DanMag, vil i løbet af de næste to-tre år lancere 20-25 gratis måneds- magasiner på nettet. Manden bag, Hans Ole Andreasen, er klar til at satse knap 20 mio. kr. Målet er at kapre læsere fra store forlag som Aller.

Et helt nyt forlag vil have danskerne til at droppe deres månedlige køb af magasiner fra de velkendte forlag som Aller, Benjamin, Bonnier og Egmont. I stedet skal månedsbladene læses på nettet, hvor de så bliver fuldstændigt gratis.

»Ideen er at give læserne det samme, som de kan få andre steder – men uden at skulle betale,« siger Hans Ole Andreasen, der står bag det nye foretagende DanMag.

Han har aldrig tidligere været i mediebranchen, men satser et sted mellem 10 og 20 mio. kr. i projektet. Netop i disse dage lancerer DanMag de første to blade på nettet: MobileMag.dk samt MotorMag.dk og allerede til august kommer det tredje online-magasin, hvor man kan bladre i magasinet på skærmen.

Dynamisk annoncering

»Det er et sats på fremtiden, hvor vi udnytter internettets mange muligheder og fordele. Eksempelvis tilbyder vi dynamisk annoncering, hvor annoncøren kan ændre på indholdet af en annonce midt i annonce-perioden,« siger Hans Ole Andreasen, der har titel af både chefredaktør og direktør.

Tanken er at lancere 20-25 magasiner inden for de næste to-tre år. Og hvis det skal løbe rundt, så skal hvert magasin gerne op på 100.000 unikke brugere pr udgivelse:

»Vi forventer at få 25.000 unikke brugere efter den første måned og vores plan er at passere 100.000 efter femte udgave,« siger Hans Ole Andreasen, der er klar over, at konkurrenterne meget vel kan finde på at gøre noget lignende.

»Vi kender selvfølgelig ikke konkurrenternes reaktioner. Og det er meget sandsynligt, at Aller eller andre forlag vil komme efter mig. Men nu giver vi det et frisk pust,« siger han.

Hans Ole Andreasen regner med at bruge »et to-cifret millionbeløb« på alle de planlagte udgivelser i de kommende år.

»Det er mig der står bag, og der er tale om privat finansiering,« siger han.

Ligner andre magasiner
Hans Ole Andreasen erkender, at der ikke bliver tale om at opfinde den dybe tallerken. Mange af magasinerne vil minde om magasiner, som kommer fra de eksisterende forlag.

»Det er klart, at når vi kommer med 20-25 magasiner, så vil du se titler, som ligner magasiner, der er på markedet i forvejen. Men vores fordel er, at det er gratis. Et abonnement på et motormagasin og mobil-magasin løber hurtigt op i 1.000 kr. om året til sammen. Og vores magasiner er ikke bare gratis – de indeholder også link til de ting, vi skriver om.«

For at imødekomme annoncørerne har Forlaget DanMag valgt at lave responsmåling af brugerne, sådan at man kan se, hvilke dage og hvilke tidspunkter på døgnet, folk læser med.

»Det andet spændende ved responsmåling er, at annoncørerne kan se, hvor effektive de er, hvor mange, der har været inde på deres sider og klikket på deres links. På den måde er annoncerne ikke begrænset på samme måde, som de er i et fysisk magasin.«

DanMag består foreløbig af fem faste medarbejdere. Alt salg og journalistik outsources.

»Vi har ikke fastansatte journalister. Vi vil gerne have lov til at shoppe rundt,« siger DagMags direktør.

Til det nye magasin, MobileMag.dk, benyttes dog konsekvent journalister fra norske Amobil.no.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu