Moderselskabet bag Nyhedsavisen, 365 Media, er gået konkurs. Den tidligere topledelse i Nyhedsavisen mente ellers, at hovedaktionær Morten Lund stadig skyldte penge til netop 365 Media.
16. oktober 2008, 12:54 – opdateret 16. oktober 2008, 13:49
Selskabet bag den nu hedengangne gratisavis Nyhedsavisen er gået konkurs. 365 Media, som moderselskabet hed, var ellers ikke gået konkurs, selvom avisen var det, og en overgang var der endda spekuleret i, at avisens hovedaktionær, Morten Lund, ligefrem skyldte penge i 365 Media.
Det skete efter den tidligere avistopledelse, med direktør Morten Nissen Nielsen i spidsen, påpegede at Morten Lund aldrig havde givet selskabet det kapitaltilskud, han havde lovet i forbindelse med aflæggelsen af regnskabet.
Spekulationerne gav nyt håb til kreditorer og tidligere medarbejdere, der øjnede en chance for at få nogle af deres penge at se, men med konkurserklæringen er det håb dødt.
”365 Media Scandinavia er ikke gået konkurs, for Morten Lund og andre investorer har lovet kapitaltilførsler. Disse er gennemgået af statsautoriserede revisorer i forbindelse med aflæggelse af årsregnskabet. Derfor er der mig bekendt ikke problemer med 365 Media Scandinavia, da jeg formoder, at Morten Lund og andre har gennemført de lovede kapitaltilførsler,” sagde tidligere direktør for Nyhedsavisen Morten Nissen Nielsen i september.
365 Media blev ifølge CVR erklæret konkurs ved Sø- og Handelsrettens Skifteafdeling i sidste uge. Hvad der blev af kapitaltilførslerne melder historien intet om.





























































