Nyhedsavisen vil byde på metroXpress. Buddet bliver offentliggjort mandag, siger Nyhedsavisens ejer Morten Lund. (Opdateret 14.15)
29. august 2008, 13:51 – opdateret 16. maj 2012, 13:16
Nyhedsavisen vil byde på den danske del af metroXpress. Buddet bliver offentliggjort mandag, siger Nyhedsavisens ejer Morten Lund.
Nyhedsavisen lægger an til det afgørende slag i krigen mellem gratisaviserne. Ifølge Nyhedsavisens ejer Morten Lund vil Nyhedsavisen offentliggøre et bud på den danske del af konkurrenten metroXpress på mandag.
Dermed skal Danmark fremover kun have én landsdækkende gratisavis, siger Morten Lund.
»Vi håber at få et resultat. Vi mener, det er nødvendigt at konsolidere markedet hurtigt, og derfor har vi givet et bud på den danske del af metroXpress. Målet er at lave en samlet, stor gratisavis. Lige nu bløder begge aviser. Det er der ikke grund til,« siger Morten Lund.
Han henviser til, at metroXpress, der overtog 24timer fra JP/Politikens Hus i foråret, for første gang måtte opleve et minus i halvårsrapporten samtidig med, at Metro International har mistet halvdelen af sin markedsværdi.
Ifølge Morten Lund er man allerede i dialog med bestyrelsen i metroXpress. Han forventer en afklaring »hurtigst muligt«. Ud over Morten Lund, der blev mangemillionær på salget af IT-virksomheden Skype, står den amerikanske investor Draper Fischer Jurvetson bag buddet.
Hvis overtagelsen ikke lykkes, vil Nyhedsavisen fortsætte som hidtil, siger Morten Lund.
MetroXpress, administrerende direktør Søren Riis afviser at kende til, at der er indledt en dialog mellem de to gratisaviser.
»Det får mit humør lidt op, når jeg hører sådan noget, men jeg må sige, at jeg slet ikke er bekendt med noget sådant, og han vil nok heller ikke gå til mig, fordi det ikke er mig, som ejer metroXpress. Jeg kan ikke forestille mig, at han har så mange penge, som det koster at købe metroXpress, men alt er selvfølgelig til salg,« siger Søren Riis.
Bliver fusionen mellem Nyhedsavisen og MetroExpress til en realitet, vil der være to gratisaviser tilbage i Danmark. Den fusionerede avis og Urban, som udgives af Berlingske Media.
Ritzau






























































