Ny erhvervsredaktør: Dagblade kan lære af magasiner

De danske dagblade kan lære meget af magasinbranchen. Ikke mindst på det visuelle område. Det mener den nye redaktør for Berlingske Business, Linda Overgaard.

Til juni skifter hun sit nye job som direktør i Dansk Aktionærforening ud med Berlingske Tidende, hvor hun erstatter Finn Mortensen som erhvervsredaktør. Linda Overgaard, 52, var indtil januar chefredaktør på Penge & Privatøkonomi og har desuden en fortid på blandt andet Jyllands-Posten og TV-Avisen.

”Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af den proces, som Berlingske Tidende er i gang med. Jeg tror der er utrolig meget potentiale i huset. Det er et stolt gammelt bladhus og bestemt på, at den klassiske form for journalistik, som Berlingske står for, er levedygtig i fremtiden,” siger Linda Overgaard.

Hvad har du at bidrage med?

”Jeg har erfaring fra dagblade, TV, web og magasin og har selvfølgelig allerede gjort mig nogle tanker om, hvordan jeg kan være med til at løfte Berlingske Business. Jeg tror for eksempel, at et dagblad kan lære en del af magasinbranchen, ikke mindst på den visuelle side. Hvordan, det skal udmøntes i praksis, er for tidligt at sige og skal selvfølgelig også diskuteres med medarbejderne.”

Hvad synes du om erhvervsdækningen i de store danske dagblade?

”Jeg synes generelt, at der er en solid erhvervsdækning. Men jeg synes også, at der mangler noget endnu, inden dagbladene i tilstrækkelig omfang har omstillet sig til at læserne/seerne/brugerne i stor udstrækning får deres nyheder via nettet. Udfordringen er bl.a. at sørge for, at der også er spændende indhold til den trykte version.”

Ikke kun privatøkonomi

Er der nogen dele af erhvervsjournalistikken, som du mener, skal styrkes eller nedtones?

”Det er for tidligt at sige.”

Betyder din fortid på Penge & Privatøkonomi, at det er det område, du kan bidrage mest til?

”Ikke kun. Jeg er interesseret i erhvervsstof i bredere forstand. Jeg har lært fantastisk meget i mine fem år som chefredaktør for Penge & Privatøkonomi, men jeg har tidligere arbejdet med både erhverv, arbejdsmarked og politik på Jyllands-Posten og TV-Avisen.”

Det var ikke lang tid, at du stod i spidsen for Dansk Aktionærforening ...

”Nej, og det er da også noget, jeg har tænkt over. Jeg er meget glad for mit nuværende job, og det er jo dårlig stil at forlade et job efter så kort tid. Men det er en gammel drøm for mig at blive erhvervsredaktør på et stort dagblad.

 



Markedet lige nu