Først var hun 17 år og ifølge eget udsagn indehaver af en blog med millionomsætning. Så afsløredes det, at hun var langt fra millionen. Men nu nærmer hun sig den svenske million ved at blogge om sin hverdag.
9. februar 2010, 13:30
I Sverige har flere unge piger fundet en enkel forretningsmodel til at tjene penge på nettet. Det handler bare om at se godt ud og blogge om sin hverdag. Dertil skal tilsættes lidt krydderi i form af reklamefinansieret tøjanmeldelser og vupti har man mere end en halv million brugere om ugen.
En af de mest kendte af disse piger hedder Isabella Löwengrip bedre kendt under kunstnernavnet Blondinbella. I 2008 gik hun norden rundt som den 17-årige pige, der ifølge eget udsagn var blevet millionær på at blogge.
Siden viste det sig, at den blonde ungmø ”kun” omsatte for 400.000 svenske kroner om året og trak 382.000 svenske kroner ud i årsløn til sig selv i perioden august 2007 til december 2008.
Da hun for første gang blev beskrevet på Business.dk i marts 2008, havde hun 270.000 brugere om ugen og var indehaver af Sveriges største blog ifølge bloggportalen.se.
Nu er hun fyldt 18. Hun kan ikke længere bryste sig af at have Sveriges største blog, men dog stadig den andenstørste. Til gengæld er hun ifølge det svenske nyhedsmedie Dagens Media meget tæt på at nærme sig den million-omsætning, som hun pralede med for to år siden.
Nu lyder omsætningen nemlig ifølge Dagens Media på 800.000 svenske kroner svarende til 586.000 danske kroner fra august 2008 til december 2009. Altså har hun formået at fordoble omsætningen i kriseåret 2009. Ligesom hun har mere end fordoblet antallet af brugere siden marts 2008. I dag har hun 477.655 ugentlige brugere ifølge Bloggportalen.se.
”Dette er et regnskab som aviserne ikke kommer til at grine ad. Omsætningen er fordoblet. Selvom trafikken på siden ikke er steget, er indtægterne gået op,” siger Per Rydberg, far til Blondinbella og bestyrelsesformand i Blondinbella AB, som står bag bloggen, til Dagens Media.
Per Rydberg er desuden direktør i selskabet Spotlife, der administrerer annoncerne på blondinbella.se.
”Varemærket er blevet betydeligt bedre, og annoncørerne vil betale mere for at blive vist på siden. Hendes økonomi ser særdeles god ud,” siger Per Ryberg, til Dagens Media og fortæller desuden, at datteren igen har trukket en årsløn ud til sig selv på 382.000 kroner svarende til 280.000 danske kroner.
Han vil ikke spå om omsætningen for 2010. Til gengæld regner han med, at i og med, at datteren har tabt terræn til den nu førende blogger, vil aviserne heller ikke skrive så meget skidt om Blondinbella som tidligere.
”En overgang var der rigtig meget. I dag er det meget mindre, ligesom Blondinbella ikke længere er den mest omtalte blog længere. Nu hænder de formentlig på Kissies blog i stedet.
Gennem de sidste par år har Blondinbella blandt andet været under anklage fra det svenske konkurrencetilsyn for skjult markedsføring, ligesom hun af svenske medier er blevet beskyldt for at lyve om sin omsætning.
Sveriges største professionelle blogger hedder i dag kissie.se skrevet og drevet af den18-årige svenske pige Alexandra Nilsson, der ugentligt har mere end 900.000 besøgende. Til sammenligning havde dr.dk ifølge Foreningen af Danske Interaktive medier 910.870 brugere i den sidste uge i december sidste år.

































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten