Den verdensberømte avis fortsætter med at udkomme på papir en rum tid endnu, men har allerede nu planer om at droppe papiret. Det siger avisens bestyrelsesformand.
9. september 2010, 08:54
Flere amerikanske aviser har allerede droppet at udkomme på papir og nøjes med nettet - men nu er selveste New York Times også begyndt at tale om det.
Den amerikanske avisbranche har været hårdt ramt af den økonomiske nedtur, og har været desperate efter at finde nye forretningsmodeller, for eksempel udgaver til Tavle-PCere som Apples iPad eller små nyhedsprogrammer, som folk kan hente ned til deres smartphones. Dertil kommer, at flere aviser - især mediemogulen Rupert Murdochs - er begyndt at eksperimentere med at droppe det gratis net-indhold og lægge det om bag såkaldte betalingsmure.
Læs også: New York Times går betalingsvejen
Midt i al virakken har New York Times hørt til de mest fremsynede aviser, som har gjort en stor indsats for at optimere trafikken og forretningsmodellerne omkring deres digitale satsninger. Tidligt på året kom det frem, at New York Times samarbejder med Google om en slags første-klik-er-gratis-model, hvor brugerne kan få lov til læse lidt, hvorefter et digitalt taxameter slås til.
Nu har Arthur Sulzberger, Jr., der er bestyrelsesformand for avisen så udtalt, at New York Times papir-udgave er i sit livs efterår.
Slut med blæk
"Vi stopper med at trykke New York Times på et tidspunkt i fremtiden," sagde han, ifølge web-avisen Mashable, på en nylig konference.
De færreste aviser har haft succes med web-betaling, og selv om mange mener, at betalingsvilligheden på nettet er i vækst, har det endnu ikke kunnet lade sig gøre for et stort mediehus at skaffe de samme indtægter fra nettet, som tidligere rullede ind fra print-produkterne.
Læs også: Håb forude for printmedierne - måske
"Vores jagt på en betalingsmodel, er et skridt i den rigtige retning for os. Vi tror på, at seriøse mediehuse må begynde at tjene flere penge på deres læsere. Information vil ikke længere være gratis," sagde han.
Den britiske avis, The Times, er en af hardlinerne i betalings-bølgen, og har lukket helt ned for alt gratis netindhold. Det har, ifølge nylige estimater, medført et voldsomt tab af brugere.



































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten