Glem alt om nye kanaler. Det eneste, der betyder noget i det store billede, er evnen til at samle alle de dominerende spillere på det danske TV-marked.
14. februar 2008, 11:09
Sådan lyder meldingen fra MTG, der i konkurrence med Boxer og Telenor kæmper om rollen som såkaldt gatekeeper på det nye digitale sendenet (DTT).
”Vi er overbevist om, at det er helt afgørende for at gøre DTT til en succes er, at inkludere alle de mest sete kanaler på den nye platform. Kan man det, bliver man en succesfuld gatekeeper, kan man ikke, vil man fejle,” siger Anders Nilsson, Chief Operating Officer i MTG.
Mens Telenor sminker sig til skønhedskonkurrencen om gatekeeperrollen ved at love danskerne to nye kvalitetskanaler, har man valgt en anden strategi hos MTG.
”Om man kan introducere nye kanaler vil ikke gøre nogen forskel i det store billede. Jeg håber ikke, at det er det primære fokus for nogen af vores konkurrenter, for så vil de fejle. Det viser alle erfaringer, og det ved beslutningstagerne forhåbentligt også. Ellers vil de få et problem længere nede af vejen,” siger Anders Nilsson.
Eksklusive aftaler
Han oplyser, at MTGs gatekeeperselskab Danmarks TV i øjeblikket forhandler med en række TV-stationer og målet er at fylde kapaciteten åp sendenettet med de mest sete kanaler i Danmark.
Man har allerede indgået eksklusive aftaler med MTG-kanalerne TV3 og TV3+. Og i ansøgningen om gatekeeperopgaven lover MTG at man vil indgå aftaler med både TV 2 og SBS-kanalerne Kanal4 og Kanal5. Hvorvidt disse aftaler allerede er på plads er dog tvivlsomt.
Anders Nilsson ønsker ikke at gå i detaljer med, hvordan MTG har tænkt sig at udnytte kapaciteten på det nye sendenet og hvor meget man vil satse på HD- og mobil-TV.
”Det eneste jeg kan sige er, at HD og mobil-tv har en fremtid. Men man skal være opmærksom på, at det ikke er det, der gør en forskel for forbrugerne til at starte med,” siger Anders Nilsson.
Hos Telenors gatekeeper-selskab, Danmarks Digital-TV, er man ikke overraskende uenig i MTGs vurdering af de nye kanalers betydning.
"Nye tv-kanaler i markedet er naturligvis en ubehagelig trussel for de faste positioner, som Viasat/MTG har haft i over 10 år. Nye tv-kanaler betyder intensiveret konkurrence, og det vil samtidig udhule værdien af, at Viasat som DTT-gatekeeperkandidat har indgået en eksklusiv distributionsaftale med sig selv om TV3-kanalerne," siger bestyrelsesformand Per Bendix.






























































