Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Morten Lund køber Nyhedsavisen

Skype-investor Morten Lund bliver nu storinvestor i Nyhedsavisen med en ejerandel på 51 pct. Islandske Baugur Group fortsætter som næststørste investor.

Den omstridte islandske investorgruppe Baugur drosler kraftigt ned på sit engagement i gratisavisen Nyhedsavisen. Den danske IT-investor Morten Lund skrev sent i aftes under på en aftale om at købe 51 pct. af Dagsbrun Media, der ejer Nyhedsavisen.

Dermed opnår Morten Lund, der indtil i aftes var mindretalsaktionær i Nyhedsavisen, kontrollen over det oprindeligt islandske projekt.

Baugur Group fortsætter dog med at investere i Nyhedsavisen. Nu blot som den næststørste investor.

»Det er en spændende mulighed. Verden over gennemgår medier en revolution, og Nyhedsavisen er en del af det. Folk siger, at gratisaviser i Danmark ikke fungerer. Nu har vi bevist, at vi vil tage avisen til den næste fase,« siger Morten Lund i en pressemeddelelse, der bliver offentliggjort i dag.

Sent i aftes havde Morten Lund ingen yderligere kommentarer til opkøbet, der betyder, at han får kontrollen over Nyhedsavisen, der ifølge interne papirer, som Berlingske Business er kommet i besiddelse af, har tabt over en halv mia. kr. siden starten i 2006.

Nyhedsavisen regner selv med, at regnskabet vil balancere i november 2008.

Den bedste person
Ifølge Baugur Groups director for medieinvesteringer, Thordis Sigurdardottir, har det altid været Baugur Groups hensigt at åbne for nye investorer, når det rigtige tidspunkt kom.

»Morten har været med fra starten, og selv om vi har fået henvendelser fra en række potentielle investorer, tror vi på, at det er den bedste person, der nu overtager kontrollen. Vi ser frem til at arbejde sammen med ham og til at tage Nyhedsavisen til det næste niveau,« siger hun.

Hvad er det næste niveau?

»Det er, at avisen skal i breake even i november,« siger Thordis Sigurdardottir.

Overtagelsen kommer 15 måneder efter, at det Baugur-kontrollerede Nyhedsavisen blev lanceret i oktober 2006.

Hverken Baugur eller Morten Lund ønsker at offentliggøre, hvad Morten Lund betaler for at få kontrollen over Nyhedsavisen. Salget kommer efter, at Baugur gennem en periode har forsøgt at tiltrække nye investorer til det underskudsgivende avisprojekt.

Den husstandsomdelte gratisavis har siden lanceringen i oktober 2006 kostet sine islandske ejere mere end en halv mia. kroner. Avisen taber stadig mere end en mio. kroner dagligt.

Det viser fortroligt investeringsmateriale, som Berlingske Business er i besiddelse af og som nu for første gang giver offentligheden kendskab til økonomien og regnestykket bag Nyhedsavisen.

Brug for kapital
Ifølge materialet »Overview of Dagsbrun Media«, der er henvendt til mulige investorer, har Nyhedsavisen alene i 2007 et underskud på 420 mio. kr. Og avisen vil ifølge forudsigelserne tabe tæt på 700 mio. kr. før det forventede break even nås i november 2008.

Dermed er der brug for yderligere kapital end de 406 mio. kroner, som Dagsbrun Media har fået til at drive Nyhedsavisen og distributionsselskabet Morgendistribution Danmark for. Og det er bl.a. også på den baggrund, at ejerne gik på den investorjagt, der er endt med, at Morten Lund udvider sin aktieandel betragteligt.

For at målet om breake even i november skal indfries, kræver det blandt andet, at Nyhedsavisens læsertal skal stige til 800.000 daglige læsere mod 540.000 læsere i december 2007. Det vel at mærke uden at øge det nuværende oplag på 525.000 aviser.

Desuden skal avisens pris for en national helsides annonce fordobles fra 17.600 kr. i november 2007 til 34.600, ligesom annonceindtægterne skal tredobles i forhold til november 2007. Omkostningerne pr. avis skal sænkes fra 2 til 1,5 kroner.

Og endelig skal Nyhedsavisens distributionsbureau, Morgendistribution Danmark, tjene 4,4 mio. kr. i november 2008 fra andre kunder end Nyhedsavisen. I november 2007 lå indtægterne fra andre kunder på 600.000.

Dialog med investorer
Lykkes dette, har Nyhedsavisen samlet kostet ejerne (ebita) 690 mio. siden opstarten. Status ved udgangen af november var et minus på 509 mio. kr.

»Det har kostet mange penge. Men som man kan se på tallene, stiger vores salg med 20 pct. om måneden, og det er derfor, vi i øjeblikket har dialog med en række investorer. Hvis det gik den anden vej, var der jo ikke mere at snakke om,« sagde Lars Lindstrøm, CFO i Dagsbrun Media, der står bag Nyhedsavisen, onsdag eftermiddag inden meddelelsen om Morten Lunds investering.

2009 bliver ifølge præsentationen til investorerne det første enkelte år med overskud. Det forventes at lande på 88 mio. kroner.

Hos mediebureauet OMD betegner trading director Claes Braagaard regnestykket som meget ambitiøst.

»Det er meget ambitøst at skulle op på 800.000 læsere uden at pille ved oplaget, også selvom man netop har indgået aftale med Arriva. Jeg har deusuden meget vanskeligt ved at se, at man skal kunne få mediebureauerne overbevist om, at annoncørerne skal betale det dobbelte for annoncerne, selvom læsertallet skulle stige til 800.000. Når man først har været så langt nede som Nyhedsavisen, er det svært at drive priserne helt derop, hvis der da ikke sker noget drastisk på markedet,« siger han.

I SEB Enskilda Corporate Finance er direktør og medieekspert Peter Normann også skeptisk over for regnestykkerne.

»I øjeblikket taber man 35 mio. kr. om måneden. At man kan nå braek even i november ved at øge omsætningen og reducere omkostningerne er ikke underbygget i det fremlagte materiale,« siger han med henvisning til, at avisens underskud trods annoncefremgang har været stabilt fra august til november.

I august 2006 sagde ejer og bestyrelsesformand i Baugur Group Jon Asgeir Johanesson til Børsen, at Dagsbrun Media starter med 406 mio. kr., men at beløbet kan udbygges op til 800 mio. kr. I sidste måned var meldingen dog noget mere forbeholden, da han af Business.dk blev spurgt om sin opbakning til projektet.

»Vi gør altid det, vi tror er rigtigt. Og når vi stopper med at tro på det, »then we change our mind«, sagde han i den forbindelse.

Det var onsdag ikke været muligt at få en kommentar fra Jon Asgeir Johanesson. Nyhedsavisens adm direktør Morten Nissen Nielsen ønsker ikke at kommentere tallene.

 




Markedet lige nu