Mikkelsen vil ikke kommentere hård kritik

Brian Mikkelsen har meget svært ved at tro på, at der er kritik af Kulturministeriet i Rigsrevisionens rapport om TV2. Professor anser det som skarp kritik.

Den tidligere kulturminister og nu justitsminister Brian Mikkelsen (K) nægter over for Business.dk at svare på kritikken fra Rigsrevisionen, der konkluderer, at kulturministeriet har været for passiv i sin kontrol af TV 2s økonomi.

Dog tvivler Brian Mikkelsen på, at der findes kritik af kulturministeriet i rapporten, som han "ikke har set endnu":

"Arhhh, jeg tvivler på, at der er noget at kritisere kulturministeriet for i forhold til, at man har en bestyrelse og en direktion. Det er jo ikke sådan, at man har afkortet bestyrelsen," lyder kommentaren fra den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen, da Business.dk ringer til ham.

Men den fastslår, at kulturministeriet har været for passiv i forhold til at holde øje med TV 2.

”Jeg har som sagt ikke set den. Jeg skal lige have lov til at se den rapport først, og så må kulturministeriet svare på den. Det er mine kommentarer," siger Brian Mikkelsen.

I rapporten er det dog ikke til at tage fejl af, at Rigsrevisionen er kommet frem til, at kulturministeriet har været for passiv i forhold til at holde øje med TV 2s økonomi.

"Kulturministeriet og TV 2 har løbende drøftet iværksættelsen af konkrete projekter, herunder i forbindelse med strategi i 2006 og forslag til ændret strategi i 2007. Ministeriet burde i forbindelse med drøftelserne have efterspurgt oplysninger om, hvorvidt konkrete initiativer var i overensstemmelse med TV 2s formål," lyder det blandt andet i konklusionen.

"Kulturministeriet har herudover ikke varetaget ejerskabet af TV 2 tilstrækkeligt aktivt efter, at ministeriet primo 2008 fik kendskab til, at forretningsførelsen i TV 2 havde været kritisabel det foregående år," lyder det endivdere i rapporten.

Ifølge professor i statskundskab på Københavns Universitet, Tim Knudsen, er kritikken af Brian Mikkelsen alvorlig.

"For det første taler vi om en stor virksomhed. Og så er der en slags kritik af, at man ikke har taget ved lære af, at der har været problemer året forud. Det er jo det med, at alle kan begå fejl, men det med at blive ved med at fejle, det er jo også i sig selv alvorligt. Og det tredje er selve sprogbruget. Hvor tørt det end er, så lyder det i mine ører til at være skarp kritik," siger Tim Knudsen.

 



Markedet lige nu