Ejeren af Berlingske Media, britiske Mecom, fortsætter udsalget for at nedbringe sin gæld. Salget af en række aviser i Norge indbringer 675 mio. kr. til den pressede mediekoncern.
18. februar 2009, 10:45 – opdateret 17. maj 2012, 14:14
Det oplyser Mecoms norske forretning Edda Media i en pressemeddelelse. Der har gennem længere tid været spekuleret i et salg af hele Edda Media for at nedbringe Mecoms store gæld.
I første omgang er det dog kun de nordligste aviser, blandt andet Sunnmørposten, Romsdals Budstikke og Edda Ressurs, der er solgt med tilhørende trykkerier og distributionsforretning. Det svarer til cirka en femtedel af Edda Media.
Køberen er Polaris Media, der betaler i alt 675 mio. kr. for sine nye aviser inklusiv en kontantbeholdning på 115,7 mio. kr.
”Aftalen mellem Edda Media og Polaris Media er indgået som en del af Mecoms arbejde med at styrke selskabets finansielle situation i dagens krævende mediemarked. Aftalen betyder, at Mecom både får frigjort midler til at nedbringe gælden og kan fortsætte som langsigtet ejer i Norge,” siger bestyrelsesformand for
Edda Media, Truls Velgaard i pressemeddelelsen.
Her understreger han, at aftalen er nødvendig og vigtig for Mecom og skaber afklaring om Edda Medias situation.
”I den givne situation repræsenterer aftalen en god løsning for vores virksomheder i Nordvestlandet og lægger op til fremtidig samarbejde mellem Edda Media og Polaris,” lyder det fra Truls Velgaard.
Mecom kæmper i øjeblikket for at overholde aftalerne med bankerne om forholdet mellem virksomhedens gæld og indtjening. Medievirksomheden, der gennem de senere år har iværksat gældsfinansierede opkøb i Danmark, Polen, Tyskland og Holland fik i slutningen af december to måneder af bankerne til at nedbringe gælden på cirka fem mia. kroner.
Mecom solgte i sidste måned den tyske virksomhed 152 mio. euro. eller 1,1 mia. kr. og i sidste uge solgte den hollandske forretning, Koninklijke Wegener, sin andel på 49 pct. af postvirksomheden Selekt Mail Nederland til joint-venture-partneren Deutsche Post. Salgsprisen er omkring 4 mio. euro. Endnu er der intet der tyder på et forestående salg af Berlingske Media i Danmark.
Børsnoterede Mecom har tabt mere end 90 pct. af sin markedsværdi det seneste år og har i øjeblikket en markedsværdi på 400 mio. kr.






























































