Mecom rokerer i top-ledelsen

David Montgomery, der er chef for Mecom Group, som blandt andet ejer Berlingske Tidende, trækker sig som bestyrelsesformand men fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem og administrerende direktør. Lisbeth Knudsen afviser, at det får konsekvenser for samarbejdet.

Avisimperiet Mecom Group, der blandt andet ejer Berlingske Media, rokerer rundt i topledelsen.

David Montgomery, der indtil nu har stået i spidsen for Mecom Group, trækker sig fra posten som bestyrelsesformand men fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem og administrerende direktør.

Beslutningen om at rokere rundt i toppen af Mecom blev taget tilbage i april måned, hvor den britiske medievirksomhed gik fra at være noteret på den lille børs, AIM, til at være noteret på hovedbørsen i London.

Opdelte roller
I Danmark skal rollerne som direktør og bestyrelsesformand deles op, men i Storbritannien er det ikke et krav.

Mecoms bestyrelse skrev i april, at det var i aktionærernes interesse, at David Montgomery beholdt sin kombinerede post, men at det var blevet enstemmigt vedtaget, at rollerne fremover skulle deles op.

Mecom Group har sendt head hunter-virksomheden Russell Reynolds på jagt efter en ny bestyrelsesformand.

»Headhunterne blev udpeget af David for tre måneder siden, og emnet er ikke blevet diskuteret i bestyrelsen siden. Aktionærerne er helt med på idéen,« oplyser Mecom Group.

Lisbeth Knudsen, der er koncernchef i Berlingske Media, mener ikke, at rokeringerne i Mecom kommer til at betyde noget for Berlingske.

»Det kommer ikke til at påvirke vores forhold til Mecom, da det stadig vil være David Montgomery, vi skal samarbejde med. Og han vil også fortsat være formand for Berlingske Medias bestyrelse,« siger Lisbeth Knudsen.

Kæmper med gælden
Mecom Group ejer mere end 300 udgivelser i blandt andet Holland, Danmark, Tyskland og Polen og har været i store problemer det seneste år, hvor Mecom-aktiens værdi er faldet med 97 procent på grund af den faldende annonceindtjening og bekymring for den voksende gæld, som nu er på 571 millioner pund.

Den svigtende annonceindtjening sker ikke mindst Danmark, hvor Berlingske Media i tredje kvartal lå 15,6 procent lavere end samme periode året før.

De økonomiske problemer er dog ikke grunden til, at David Montgomery forlader bestyrelsen, siger Lisbeth Knudsen.

»Det indgår i børsprospektet for Mecom, at de to poster skal splittes op. Det var allerede aftalen for flere måneder siden og handler slet ikke om aktiekursen eller finanskrisen,« siger Lisbeth Knudsen, som afviser, at det er et udtryk for utilfredshed i bestyrelsen, at David Montgomery nu må forlade posten som bestyrelsesformand.

I oktober advarede Mecom Group om, at virksomheden næppe er I stand til at leve op til markedets forventninger til årets resultat, og at virksomheden overvejer at sælge ud af den norske del af forretningen.

 



Markedet lige nu