Selvom to tredjedele af bundlinjen er forsvundet tager investorerne positivt mod årsregnskab fra Berlingske-ejer Mecoms hollandske forretning.
29. april 2009, 10:53
Klokken lidt i tolv onsdag er den hårdt prøvede Mecom-aktie oppe med 25,8 pct. i 5,85 pence.
Wegeners nettoresultat er ellers faldet fra 32,5 mio. euro i 2007 til 11,3 mio. i 2008, men regnskabet var altså alligevel bedre end investorerne havde ventet.
Wegeners regnskab er interessant, fordi den gældsplagede britiske ejer, Mecom, i øjeblikket kæmper en hård kamp for at nå en aftale med bankerne, der kan gøre det muligt at drive virksomheden videre.
Ledelsen giver i regnskabet udtryk for forventninger om, at Mecom når til enighed med bankerne, ligesom man forventer at skære yderligere ned i medarbejderstaben.
Ledelsen i Wegener forklarer tilbagegangen i nøgletallene med store ekstraordinære udgifter til omorganisering af organisationen og kommer frem til, at driftsresultatet før de ekstra ordinære udgifter er steget fra 40,1 mio. til 46,7 mio. euro. Ud af en omsætning på 693 euro (+2pct.).
Mecom, der blandt andet også ejer Berlingske Medier i Danmark, skylder efter frasalg i Norge og Tyskland i omegnen af 400 mio. euro og fremlægger regnskab i morgen.
I Wegeners regnskab tager ledelsen da også forbehold for, at Mecom ikke opnår en aftale med bankerne og at disse herefter kræver gælden betalt tilbage med det samme.






























































