Magasinhuse i åben fitness-krig

Danskerne er vilde med motion og sundhed, og det samme er magasinudgiverne. Med den nye magasinsatsning Fit Living forsøger Egmont nu at få del i det attraktive marked.

Og Fit Living er langtfra den eneste nye satsning på området, hvor Bonnier Publications gennem længere tid har spundet guld på magasinet I Form. Bonnier søsatte i januar Aktiv Træning, der henvender sig til mændene, mens Mediehuset Luksus for nylig sendte Løbemagasinet på gaden.

Samtidig har I Form overhalet Femina og Alt For Damerne som de mest læste kvindeblade herhjemme med et læsertal på 351.000.

”Det er et område, der er meget fokus på for tiden, ikke kun blandt magasinerne, men også i aviserne, der satser flere ressourcer på det. Mens sundhed og motion har været oppe i en årrække er der nu også fokus på velvære. Det skal være sjovt at være i god form,” siger Kjeld Lucas, adm. direktør for Egmont Magasiner.

Med fokus på sundhed, velvære, motion og psykologi har Fit Living et lidt bredere fokus end I Form. Mens I Form udkommer i 63.000 eksemplarer og Aktiv Træning i 30.000, forventer Kjeld Lucas at det nye magasin Fit Living med en pris på 45 kr. kommer op i et oplag på 30.000 eksemplarer. Sker dette, er det ifølge Kjeld Lucas en ”god forretning”.

”Området er ikke nyt for os. Alt for Damerne har stor vægt på sundhed og motion. Men vi vil lave et blad, der mere specifikt fokuserer på sundhed og velvære,” siger Kjeld Lucas.

En megatrend
Ligesom man ser det i andre dele af mediebranchen er der også indenfor magasinbranchen en tendens til, at de store brede medier, som f.eks. Alt for Damerne mister terræn i forhold til mere nicheorienterede produkter og bladhusene fokuserer da også i stigende grad på at afsøge nicherne på magasinmarkedet.

Hos Bonnier Publications tror ansvarshavende udgiver, Jens Henneberg, at der er plads til både I Form og Fit Living i nichen for motion og sundhed.

”Sundhed er en megatrend i samfundet. Budskaberne omkring sundhed er begyndt at sætte sig hos danskerne, der samtidig har opdaget, at de får det bedre af motion og sund livsstil. Derfor har vi heller aldrig oplevet større opbakning til I Form,” siger han.

Bonnier udgiver også I Form i resten af Norden og Jens Henneberg oplyser, at bladet er på top fem-listen over de mest lukrative magasiner i koncernen.

De motionsglade danskere kan udover I Form, Aktiv Træning, Fit Living og Løbemagasinet få stillet deres læselyst i mindre blade som Magasinet Løb og Energia.

Blandt de nye tiltag fra Fit Living er et samarbejde med Google-Maps, der gør det muligt at planlægge en detaljeret rute til sin løbetur på hjemmesiden fitliving.dk.

 



Markedet lige nu