I fremtiden skal licensmanden have lov til at kigge gennem vinduer, lyder nyt forslag fra kulturministeren. Mediejurist er betænkelig.
26. februar 2009, 13:51
Licensmanden skal i fremtiden have lov til at være vindueskigger, det mener kulturminister Carina Christensen (K).
I et lovforslag fremsat i går åbner hun mulighed for, at licensinspektørerne i fremtiden må kigge gennem vinduet i jagten på dem, der ikke betaler licens.
"Observationen af et licenspligtigt apparat kan ske ved, at inspektøren observerer et apparat gennem vinduer synlige fra den offentligt tilgængelige adgangspunkt til husstanden eller virksomheden," lyder det i lovforslaget.
Dog skal licensmanden efterfølgende konfrontere husstanden med sine oberservationer.
Venstre er for forslaget, selvom partiet har været skeptiske.
"Der er mange, der i dag benægter, ringer dagen efter og siger, at det der er sagt ikke er korrekt. Det er det, der er retspraksis i dag, at man kan ringe og annullere dagen efter. Og det er for at komme det i møde, at vi har en opfølgning på det," siger Ellen Trane Nørby (V), medieordfører.
Mediejurist ved Danmarks Journalisthøjskole er betænkelig ved forslaget.
”I dag skal en licensinspektør stoppe ved dørtærsklen. I lovforslaget får de mulighed for at kigge ind gennem vinduet for eksempel til en studerende, der har købt en brugt computer til 500 kroner og tvangstilmelde vedkommende til medielicensen. Jeg tror, det vil medføre en voldsom folkelig modstand, og her risikerer vi, at modstanden bliver mod DR,” siger Oluf Jørgensen.
Trane Nørby afviser, at der er tale om et forslag, der kommer til at bryde privatslivets fred.
"Vi vil aldrig fremsætte et forslag, der giver licensinspektørerne mere magt end politiet har. Det har de spørgsmål vi har stillet i processen også klarlagt," siger Ellen Trane Nørby.
Dog understreger hun, at hvis der opstår tvivl om privatlivets fred med forslag, vil det blive taget op.
Medielicens kan blandt andet opkræves, hvis der er anskaffet en computer eller telefon, der kan gå på nettet. Man har et fjernsyn eller en radio.
































