Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kunder designer nye Lego-produkter

Lego vil udnytte online-community til at skabe nye produkter og knytte kunderne til virksomheden.

Lego har allerede markeret sig som en virksomhed, der lader kunderne skabe deres egne produkter, og nu er de klar til næste skridt.

Endnu er de kunde-skabte produkter ikke en pengemaskine for legetøjskoncernen, og det handler i høj grad om at lære, hvordan man skal håndtere individuelle produkter internt, fortæller Andrew Arnold, der er PR and Communications Manager i Lego og dermed ansvarlig for kommunikationen med Legos online community.

»Værdien ligger i, at vi har en rigtigt god kontakt med vores community,« siger han.

Allerede i 2005 lancerede Lego »Design by me,« hvor kunderne kan bygge deres egne lego-modeller i et computerprogram – og købe modellen bagefter, hvis de har lyst.

Selv om priserne på den slags unikke produkter er skruet op i forhold til de masseproducerede i butikkerne, er det ikke her de store tal i Legos regnskaber bliver skabt:

Handler om at lære

»Hovedformålet er ikke så kommercielt. Det handler mere om at give folk afløb for deres kreativitet og gøre dem begejstrede for Lego. Men de kan selvfølgelig købe det, de selv har lavet, hvis de har lyst,« siger Andrew Arnold.

Næste skridt bliver »Lego Cuusoo,« der efter en succesfuld lancering i Japan nu skal udbredes til hele verden.

Igen kan kunderne skabe deres egne modeller, men her kan andre kunder gå på nettet og  stemme på de produkter, de bedst kan lide – og får man nok stemmer, sætter Lego modellen i produktion. I Japan er en kundeskabt undervandsbåd på vej til hylderne.

I løbet af efteråret rammer Cuusoo også Danmark, men Andrew Arnold understreger, at der er tale om et pilotprojekt. For Lego handler det i første omgang om at lære:

»Vi skal finde ud af, hvordan vi håndterer det internt, når vi får idéer fra folk. Vores produkter kan under normale omstændigheder være to år undervejs fra koncept til butikkerne – men hvis vi skal være konkurrencedygtige med den her slags produkter, skal vi have produktionstiden ned på nogle måneder,« siger han og tilføjer:

»Vi kommer ikke og siger, at det her er fremtiden for Lego. Lige nu handler det mere om at høste erfaringer end at tjene penge. Men det kan være en del af fremtiden.«

INFOshop: Sådan går det i legetøjsindustrien

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu