Der er fuld damp på markedsføringen, når de store internationale spillevirksomheder forsøger at lokke nye pokerspillere til deres virtuelle pokerborde. Men når det gælder prisen er konkurrencen stort set ikke eksisterende.
1. april 2008, 08:11
De er penge værd. Masser af penge. Tusindvis af pokerspillere surfer hver dag rundt mellem pokerbordene på internettet og kaster millioner af kroner af sig til deres virtuelle værter.
Men selv om spillene er de samme på alle pokersiderne, og forholdene omkring bordene kun adskiller sig minimalt, er der stort set ingen pokervirksomheder, der konkurrerer på prisen – den afgift, som pokerspillerne betaler til pokersiderne for at få lov at spille mod hinanden. Pokersiderne sætter i stedet fuld skrue på markedsføringen og tilbyder bonusser til nye kunder for at lokke pokerspillerne til lige netop deres sider.
Hovedparten af de flere hundrede konkurrerende pokersites på internettet er nemlig sluttet sammen i ganske få dominerende netværk. Netværk, der fungerer som en bremse for konkurrencen på pris.
Netværkene gør det muligt for de små pokersites at gøre brug af hinandens brugere, og dermed øge antallet af spillere på de enkelte sites – et afgørende konkurrenceparameter på pokermarkedet.
Til gengæld lægger netværkene begrænsninger på, hvor mange penge de enkelte pokersider må betale tilbage til deres kunder (rakeback), ligesom som der er en tendens til at grundprisen (rake) på tværs af alle de store pokersites nærmest er identisk.
»Priserne er stort set den samme over det hele, og det er da undrende, at der ikke er sket et fald i prisen, når der er kommet flere udbydere, og konkurrencen er intensiveret. Det ville man nok have set i andre brancer, men i dette tilfælde er der en masse begrænsninger,« siger professionel pokerspiller og formand for Ordrup Pokerklub, Frederik Hostrup.
Netværk i åben krig
Chefredaktør på det uafhængige Gaming Intelligence Group, Bobby Mamudi, peger på en fælles forståelse i branchen om, at man ikke ønsker at skabe for meget konkurrence mellem pokersiderne på det samme netværk.
»Man vil hellere føre krig imod de andre netværk end internt på netværket,« siger han men erkender, at der heller ikke er meget priskonkurrence netværkene imellem.
»Der er så meget konkurrence inden for pokerbranchen, at marginerne falder. Hvis man også konkurrerede på prisen, ville forretningsmodellen næppe være attraktiv,« mener Bobby Mamudi.
Han peger på, at pokersiderne i stedet konkurrerer på bonusser og loyalitetsprogrammer.
Månedsbonus
Mens den afgift en pokerspiller betaler til pokersites for hver hånd eller turnering vedkommende spiller (rake) er stort set den samme overalt, arbejder nogle pokersites med en rake-back. En andel af raken, som en spiller får betalt tilbage som en bonus, når måneden er omme.
Mens pokersiderne konkurrerer på livet løs på markedsføring og bonusser er brugen af rakeback er imidlertid på retur.
Verdens største pokersites og pokernetværk PokerStars, PartyPoker, FullTiltPoker and Ongame Network er gået bort fra at bruge rakeback. iPoker, der tæller mere end 70 forskellige pokersites, har indført en nul tolerance politik overfor sites, der benytter sig af rakeback. Det har ført til eksklusion af pokersitet Maestro Poker. De fem sites og netværk sidder på cirka halvdelen af alt pokerspil på nettet.
Konkurrenceekspert fra Håndværksrådet Peter L. Vesterdorf vurderer, at det i et konkurrenceretsligt perspektiv er mere end betænkeligt, når de store netværk sætter begrænsninger op for, hvor meget medlemmerne må betale tilbage til deres kunder.
»Som udgangspunkt er det ulovligt. Det er forbudt for virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, at indgå aftaler, der fordrejer eller forvrider konkurrencen på en måde der påvirker samhandlen i EU,« siger Peter L. Vesterdorf.
Sikkerhed og service
Hos et andet stort pokernetværk, Boss Media, der har hovedkontor i Sverige og adresse på Malta, har de underliggende sites mulighed for at benytte sig af rakeback. Men ifølge reglerne på netværket må man maksimalt betale 30 pct. tilbage til spillerne, et niveau man arbejder på at reducere yderlige i fremtiden.
»Vi ønsker at skabe stabilitet i netværket. En stabilitet, der i sidste ende er til gavn for spillerne,« siger CEO for Boss Media, Michael Hallén.
Han er dog ikke enig i, at det er vanskeligt at konkurrere på prisen i pokerbranchen.
»Jeg mener, at der er forskellige muligheder, som også bliver benyttet, hvad enten der er tale om bonusser, loyalitetsprogrammer, eller ekstra gevinster i turneringerne. Endelig er det også muligt, at konkurrere på selve raken, men jeg tor ikke, at det er det, som spillerne først og fremmest efterspørger,« siger Michael Hallén og peger på sikkerhed og service som afgørende konkurrenceparametre.
Han vil dog ikke svare på, om det er muligt at blive medlem af Boss Media, hvis man tog halv pris af de øvrige sites på netværket.
Han sammenligner pokerindustrien med luftfart, hvor flyselskaberne også indgår i alliancer.
»Vi giver nogle guidelines, som man acceptere for at være en del af netværket. Jeg mener, at der er en sund konkurrence mellem virksomhederne i vores netværk, men samtidig hjælper de hinanden med at samle brugere,« siger Michael Hallén.
Han forudser, at konkurrencelandskabet ændrer sig i takt med, at statsejede firmaer som f.eks. Svenske Spel bevæger sig ind på markedet.
Strenge krav
I Konkurrencestyrelsen ønsker kontorchef Hans Kierkegaard ikke at gå ind i en konkret vurdering af sagen men siger:
»Hvis der er nogen, der kommer med en konkret sag, vil vi da kigge på det med interesse, ligesom jeg er sikker på, at EU-Kommissionen vil gøre det samme, hvis det er noget der har indflydelse på det europæiske marked. Også selv om firmaerne ikke har adresse i EU.«
Han peger på, at de konkurrenceretlige krav til en sammenslutning af virksomheder er strenge, såfremt der er tale om en sammenslutning af konkurrerende virksomheder frem for f.eks. aftaler mellem en leverandør og hans forhandlere.
Manglen på konkurrence i pokerbranchen er ikke nødvendigvis en ulempe for pokerspillerne, understreger Frederik Hostrup.
»Jeg har interesse i, at pokersiderne har penge tilbage til at markedsføre sig overfor nye spillere, der er dårligere end mig. Sites der ikke tilbyder rakeback har flere penge tilbage til dette,« siger Frederik Hostrup.


























































