Følg verden gennem øjnene på prinser og prinsesser på ny TV-kanal.
31. januar 2010, 16:53
Det norske kongehus er nu helt fremme, hvad angår sociale netværk. Først kom kongehuset på Twitter og Facebook og tirsdag i sidste uge, fik det norske kongehus dets egen TV-kanal. Og det på Youtube.
Det britiske kongehus har ligeledes egen TV-kanal på Youtube, ligesom Jordans dronning Rania også er repræsenteret på Youtube. Dermed kan de europæiske kongehuse i princippet springe medierne over i fremtiden og kommunikere direkte med befolkningen gennem sociale medier.
Det ser især ud til, at det er den unge generation i det norske kongehus, der har fået øjnene op for, at det er muligt at tale med den norske befolkning gennem sociale netværk.
I november sidste år oprettede kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit nemlig en profil på Facebook. I den forbindelse udtalte kommunikationschefen for det norske hof, Marianne Hagen, i november til norske NTB:
”Kongehuset ønsker en bred kontaktflade. Gennem sociale medier træffer de mange, som de ellers ikke ville komme i kontakt med.”
I skrivende stund har den royale familie lagt 11 videoer på Youtube. Heriblandt en, hvor kronprins Haakon på video-dagbogsmanér, fortæller om sine oplevelser i forbindelse med World Economic Forum i Davos i Schweiz 2010, der løb af stablen i denne weekend. Og til norske NTB oplyser det norske hof, at kanalen er kongefamiliens egen, og at der løbende vil blive lagt videoer ud fra såvel kronprinseparret som kongeparret.
Her er kongehusets Youtube-kanal






























































