Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kenneth Plummer: En smertefuld plan

DRs plan med besparelser for 287,5 millioner kroner og nedlæggelse af omkring 275 stillinger skal skabe langsigtet balance i økonomien, men det er ”en frygtelig situation”, siger generaldirektør Kenneth Plummer.

”Vi er i en frygtelig situation. Vi har vendt alle mulige sten, og vi synes selv, vi har valgt den bedst mulige plan. Men det er også smertefuld plan, ingen tvivl om det. Den gør ondt.”

Sådan indledte DRs generaldirektør Kenneth Plummer pressemøde, hvor han fremlagde spareplanen, som DRs bestyrelse godkendte på et møde tidligere tirsdag.

”Det er den første store prøve for DRs relativt nye direktion, og det er lykkedes godt, synes jeg. Det er en frygtelig situation, vi står i, når vi skal realisere besparelser for op imod 300 millioner. Vi har været gennem en proces de seneste seks uger, hvor alle sten er blevet vendt. Vi er kommet frem til den bedst mulige plan, men det er også en smertefuld plan,” lød det fra Kenneth Plummer.

287,5 millioner kroner skal spares. Heraf skal 100 millioner kroner findes i administrationen, mens resten skal findes på programmerne.

”Formålet er at skabe langsigtet balance i DRs økonomi, så vi på den lange bane er i stand til at udvikle DR i forhold til danskernes behov og medieforbrug,” sagde Kenneth Plummer.

Den største besparelse findes inden for sportsområdet, hvis budget bliver barberet med to tredjedele. Det betyder, at Sporten skal spare 60 ud af 90 millioner kroner fra 2008.

Nedskæringerne betyder blandt andet, at DR ikke transmitterer fra OL i 2008 og 2012 og heller ikke fra VM i fodbold i 2010. Ud over VM i fodbold og OL ryger også transmissionerne inden for atletik, håndbold, cykling, speedway og skihop. Ifølge Ritzaus oplysninger skal antallet af medarbejdere på DR Sporten ligeledes reduceres med to tredjedele efter 2008.

Kl. 12 på hverdage bliver Radioavisen fremover kun på 20 minutter, idet 10 minutter skæres væk. I weekenden beskæres Radioavisen til middag med fem minutter.

Derudover rammes en række radio og TV-programmer inden for kultur og underholdning, lige som også webkanaler kommer til at mærke sparekniven.

I alt skal mellem 275 og 300 stillinger nedlægges, og det kommer til at ske i tre tempi i maj, juni og september.

Kenneth Plummer ridsede også baggrunden for besparelserne op:

”Der er jo flere grunde: Selvfølgelig er den største – og den der hyppigst nævnes af jer i medierne – byggeriet af DR Byen. Men en public service-aftale, der var dyrere end den medfølgende finansiering, og et budget, der i forvejen var stramt, er også medvirkende årsager,” sagde Kenneth Plummer.

 




Markedet lige nu