Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

JP/Politkens Hus jagter besparelser

2009 er startet endnu værre end 2008 sluttede og derfor skal der findes yderligere besparelser oplyser adm. direktør i JP/Politikens Hus, Lars Munch, der fortsat forventer overskud, når året er omme. (Opdateret)

Et annoncemarked, der i årets første måneder er 20-25 pct. efter sidste års niveau, tærer hårdt på nøgletallene i avishusene. Også i landets største. Adm. direktør for JP/Politikens Hus, Lars Munch, erkender, at det bliver nødvendigt med yderligere besparelser. Han vil dog ikke udtale sig om omfanget.

”Det er en bydende nødvendighed at effektivisere og spare penge for at beskytte det vi lever af, nemlig indholdet. Vi skal være så mange, vi har råd til for at producere indhold, og resten skal gøres så billigt muligt,” siger Lars Munch.

Han har netop offentliggjort regnskabstal for 2008, der blandt andet var præget af en hård afslutning på annonceåret, hvor markedet ifølge brancheforeningen DRRB i fjerde kvartal lå 17 pct. efter året forinden.

2009 er startet endnu værre end 2008 sluttede. Hvad kommer det til at betyde?

”Vi er på jagt efter omkostninger hele tiden. Vi bestræber os på at gøre det dér, hvor det ikke går ud over indholdet,” siger Lars Munch.

Hvor meget skal du ud og hente?

”Det afhænger af, hvordan året går.”

Men skal du ud at hente noget nu?

”Vi har det sådan i vores virksomhed, at vi meddeler den slags til medarbejderne først,” siger Lars Munch, der ikke vil oplyse, om der er en meddelelse på vej til medarbejderne om en forestående sparerunde.

Forbedring af driften
Han vil heller ikke oplyse, hvorvidt der er planer om at lukke virksomhedens trykkeri i Viby.

”I fald det kommer på tapetet, vil jeg ikke diskutere det i pressen, før jeg diskuterer det med medarbejderne,” siger han.

JP/Politikens Hus har netop offentliggjort et underskud på 136 millioner kroner for 2008 i forhold til et minus på 104 millioner i 2007. Driftsresultatet (ebitda) er dog vokset fra et minus på 26 millioner til et plus på 123 mio. kr.

Det skyldes ikke mindst, at driften af 24timer i maj blev overdraget til MetroXpress til gengæld for en ejerandel i selskabet bag den grønne gratisavis. Over hele året er der således markante besparelser på driften af 24timer i forhold til 2007, hvor gratisavisen kostede et ikke offentliggjort millionbeløb.

Uforudsigelig fremtid
Lars Munch peger desuden på en række andre ting, der påvirker regnskabet for 2007. Det gælder blandt andet udgifter til Jyllands-Postens overgang til tabloidavis og fratrædelsesordninger til de cirka 90 medarbejdere, der mistede deres job i forbindelse med en større sparrerunde i 2008.

Dertil kommer mere end en halvering af værdien af JP/Politikens værdipapirer i forbindelse med finanskrisen. Det betyder et tab på mere end 50 mio. kr.

Den dramatiske afslutning på året i annonceafdelingerne, kan også aflæses i annonceafdelingerne, ligesom det tynger regnskabet, at JP/Politiken har trukket sig ud af landets største avistrykkeri, Trykkompagniet, som man ejede sammen med Berlingske Media. Det betyder en nedskrivning på 140 mio. kr.

JP/Politikens Hus venter overskud for 2009, men Lars Munch erkender, at der er lang vej til de driftsresultater man præsterede i 2006 (207 mio. kr.) og 2005 (337 mio. kr.)

”I den nuværende dramatiske lavkonjunktur, kommer vi ikke derop. Hvis vi fik de gamle konjunkturer tilbage, så lå vi højere,” siger Lars Munch. Han vil dog ikke gætte på, om der er håb om, at vende tilbage til de gamle tiders indtægtsniveauer foreløbig.

”Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid den nuværende lavkonjunktur varer. Vi har indrettet vores virksomhed, så vi kan leve under den, men selvfølgelig bliver den ikke ved,” siger Lars Munch og konstaterer:

”Vi forventer et positivt resultat på både driften og bundlinjen i 2009, men det er ikke prangende. Vi oplever et fald i annonceindtægterne af hidtil uset styrke. Jeg har ikke tidligere set et så pludseligt og dramatisk fald. Men sådan er det, og det må vi indrette virksomheden efter. Det er derfor, at vi har gjort, som vi har gjort gennem 2008 og regner med, at vi kan komme igennem indeværende år med skindet på næsen.”

Han oplyser, at JP/Politikens Hus ikke sætter en stopper for nye investeringer i 2009.

”Det er besluttet, at vi ikke må spare os ud af fremtiden. Så på trods af krisen vil vi fortsat investere. Det kan både være i produktudvikling og nye virksomheder. Vi har ikke investeringsstop i udviklingen af virksomheden,” siger han og oplyser, at JP/Politikens Hus i 2008 investerede for over 100 mio. kr. i nye virksomheder.

”Niveauet vil mulighederne afgøre, ikke en beslutning om, hvor mange penge vi vil bruge,” siger Lars Munch.

Jyllands-Posten forlader Kgs. Nytorv

Ekstra Bladet overhaler Jyllands-Posten

Politikens Lokalaviser og forlag skuffer

Trykkeri trækker JP/Politiken ned

 




Markedet lige nu