Rygterne har floreret om, at Skype-milliardæren Janus Friis er en af de nye, hemmelige investorer bag Nyhedsavisen. Det afvises nu af hans talsmand.
18. januar 2008, 14:41
Hemmelighedskræmmeriet om Nyhedsavisens nye investorkreds fører masser af spekulationer med sig – en af dem blev i dag bragt til torvs af Jyllands-Posten, der skrev, at Skype-milliardæren Janus Friis var et godt bud på en af de nye investorer bag den husstandsomdelte gratisavis.
Men de spekulationer afvises fuldstændig af Janus Friis´ talsmand.
”Det kan afvises 100 pct., at Janus Friis har noget at gøre med Nyhedsavisen,” siger den erfarne kommunikationsrådgiver Kim Bach, der styrer al Skype-stifterens kommunikation med offentligheden.
Han siger samtidig, at Janus Friis ingen kommentarer har til projektet Nyhedsavisen, selvom det er hans gamle investor, Morten Lund, der i dag er majoritetsaktionær.
Så mens Nyhedsavisen kan glæde sig over, at den meget kreative Skype-investor Morten Lund har overtaget aktiemajoriteten, er der fortsat stor tvivl om den finansielle styrke bag Nyhedsavisen. Set i det perspektiv havde Janus Friis været en god mand at få med i ejerkredsen, qua de mange milliarder kroner han tjente på salget af Skype.
Den nye aktionærkreds består af ledelsen, anført af Morten Nissen Nielsen, Svenn Dam, Lars Lindstrøm og David Trads, mens IT-investoer Morten Lund er personen, der tegner ejerkredsen, der også består af Viborg-baserede Freeway.
Freeway er en ekstrem succesrig internetvirksomhed, der efter sigende er op mod en lille mia. kr. værd, qua den massive trafik på virksomhedens sites, der bl.a. rummer Arto.dk og Dating.dk. Det store spørgsmål er, hvor meget likviditet Freeway kan, og vil, bære til Nyhedsavisen dyre drift indtil pengestrømmen vender, og pengene begynder at trille ned i kassen – frem for ud af kassen.


























































