Der er product placement for næsten en halv milliard kroner i den nye James Bond-film. Men Louis Poulsen har fået en PH-lampe med uden at betale en krone for det.
6. november 2008, 12:51 – opdateret 6. november 2008, 20:27
Det er populært at få sit produkt med i en James Bond film. Firmaer som Smirnoff Vodka, Sony Ericsson og Aston Martin har betalt sammenlagt op mod en halv milliard danske kroner for at få den nyeste mobiltelefon eller bilmodel med i den nye agentfilm "Quantum of Solace".
Men nogle firmaer behøver slet ikke at betale de vanvittige beløb for at blive eksponeret for mange millioner biografgængere.
Det gælder blandt andet den danske lampe-gigant Louis Poulsen, som helt gratis har fået en PH-lampe med i den hypede Bond-film.
Claus Østergaard, der er marketingchef hos Louis Poulsen, opdagede på et pressefoto i Ekstra Bladet forleden, at 007s chef, M, har en PH-lampe stående på sit kontor.
"Jeg blev da hamrende glad for, at lampen var med i filmen, uden at vi havde givet en krone for det. Vores lamper er generelt meget populære på filmsets, fordi de giver et lys, der er godt for kameraerne, men normalt forærer vi i det mindste lamperne til setttet. Set directoren hos James Bond har købt lamperne hos os. Det er da helt vildt," siger Claus Østergaard.
"James Bond-folkene render da ikke og vil købe ting, når firmaerne står i kø for at få deres ting med i filmen," siger han.
Batman satser også på PH
Selv om flere millioner mennesker vil se Bond-filmen, regner Claus Østergaard ikke med, at lamperne i filmen kommer til at skabe den helt store effekt for Louis Poulsen økonomisk.
"Medmindre man ved, at det er en Louis Poulsen-lampe og sidder og holder øje med det i filmen, er det jo ikke noget, almindelige mennesker lægger mærke til. Men da vi havde vores lamper med i den nye Batman-film, kom folk da og sagde det til os. Så lidt opmærksomhed kommer der altid," siger Claus Østergaard.
I Batman-filmen havde Louis Poulsen foræret PH-lamperne til settet, efter at set directoren havde kontaktet Louis Poulsen, som generelt ikke vil betale for product placement. Firmaet forærer til gengæld lamperne væk til settene, da de som regel er ubrugelige efter optagelserne. Claus Østergaard fortæller, at en del set directorer i Hollywood arbejder med Louis Poulsen-kataloger, og at lamperne er ret populære i Hollywood, selv om Louis Poulsen slet ikke er inde på det amerikanske marked.
"Der er et stort kendskab til PH-lamper blandt arkitekter i USA, og jeg vil gerne bilde mig selv ind, at set directorerne er så begejstrede for lamperne, fordi de skaber et helt specielt miljø," siger Claus Østergaard.
Den nye James Bond-film, "Quantum of Solace", har premiere i de danske biografer i morgen, fredag.






























































