Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

IBM satser millioner på Second Life

3D Internet er et af de ti områder, IBM over de næste to år bruger 100 millioner dollar på. Hvorfor? Second Life og andre virtuelle verdener kommer til at spille en stor rolle i fremtiden, vurderer IBM.

Nye oplevelses- og kommunikationsteknologier som Second Life, blogging og YouTube er for tiden på alles læber. Især Second Life omtales med lige dele ærefrygt, begejstring og hovedrysten.

Nogen kalder det varm luft, mens andre tager fænomenet dybt alvorligt. Det sidste gælder IBM, der ser livet i Second Life som udtryk for fremtidige generationers måde at bevæge sig mellem den fysiske og virtuelle verdener:

"Vores tilstedeværelse i Second Life er uhyre vigtig – ikke mindst så vi kan rådgive vores egne kunder på kompetent vis," siger Lars Aksel Skibsted, nordisk ansvarlig for forretningsudvikling hos IBM.

IBM skyder omkring 100 millioner dollar efter en række indsatsområder, som er besluttet på verdens største brainstorm , der affødte ti konkrete projekter, IBM skal satse på - 3D Internet er ét af områderne.

I øjeblikket bruger IBM mest Second Life til mødeaktiviteter, brugergenereret produktudvikling og produktpræsentation – eksempelvis har IBM hjulpet Sears med et projekt, hvor Second Life blev brugt til at visualisere køkkener.

Gennembruddet kommer

Selvom der allerede nu omsættes for flere millioner dollars dagligt i Second Life, er handel over grænsen til den fysiske verden endnu ikke for alvor brudt igennem, vurderer Lars Aksel Skibsted.

Når IBM alligevel har valgt at bruge ressourcer på Second Life, er det med de langsigtede briller på:

"Vi synes, det er uhyre vigtigt at være i kontakt med en gruppe mennesker, man betragter som stærkt innovative og kendetegnende for, hvordan morgendagens kunder vil se ud og agere," siger Lars Aksel Skibsted, der kalder Second Life for et eksperimentarium, hvor IBM nu er inde og afsøge forretningsmulighederne.

Detailhandel i Second Life

"I dag ser vi et markant skift, hvor detailhandelen bevæger sig ud i mikrosegmenterne. Samtidig kan vi se, at kunderne gerne integrerer ny teknologi i deres købsadfærd. Samlet set betyder det, at specielt den danske detailhandel, der jo bygger på et lille befolkningsgrundlag, for at kunne yde en mere specialiseret service må rykke ud af de dyre fysiske butikker og ind i de langt billigere virtuelle som f.eks. Second Life," siger Lars Aksel Skibsted.

Ifølge ham er en af ulemperne ved Second Life, at man ikke kan tale sammen men kun skrive. Men han forestiller sig, at man på længere sigt kan integrere 3D Internet med IP Telefoni, så det bliver muligt at tale sammen.

 




Markedet lige nu