Det startede med en undren over prisen på udenlandske magasiner. I år runder omsætningen på bladkiosken.dk 800.000 kroner. Og samarbejdspartnerne tæller blandt andre Aller, Benjamin og Egmont.
9. december 2006, 10:00
Andreas Dirksen stod en formiddag og kiggede på udenlandske magasiner i den lokale kiosk. Priserne på magasinerne var tre gange så høje end udsalgsprisen i pund.
"Det kan da ikke passe, at man ikke kan sælge dem billigere i Danmark," tænke han ved sig selv. Og derfra gik det stærkt.
Kollegaen fra Den Kristelige fagbevægelse i Randers, Kurt Sørensen, blev involveret. Og efter en del hovedrysten fra folk omkring dem, der ikke troede på, at det kunne gøres billiger, startede de to kollegaer en bladkiosk online.
"Faktisk var der allerede netkiosker i alle lande omkring os, men mærkeligt nok ingen i Danmark. Siden dukkede der en enkelt konkurrent op. Men dem købte vi," fortæller de to kioskejere til Randers Dagblad.
Det blev siden hen til en del lommepenge for de to, der i starten ikke fik noget tilbage. Og fra deres koner var der heller ikke den store opbakning. Der var derimod hovedrysten. Men det var sjovt, og derfor blev Andreas Dirksen og Kurt Sørensen ved.
Og det gav pote. For sidste år blev der solgt 3137 abonnementer gennem bladkiosken.dk til en samlet pris af 481.000 kroner. Og omsætningen forventes at ramme 800.000 i år og en million næste år.
I starten solgte bladkiosken.dk udelukkende udenlandske magasiner med op til 70 pct. besparelse i forhold til almindelige kiosker. Men efter Bonniers kontaktede de to for et samarbejde om National Geographic på dansk, er det gået stærkt med de danske magasiner.
90 pct. af abonnementerne, der sælges i bladkiosken.dk er på danske blade, og store udgivere som Aller, Benjamin og Egmont har sluttet sig til de to mænd fra Randers' Kristelige fagbevægelse.






























































