Mens "De unge mødre" lever i liv, der ikke kan beskrives som luksus, svømmer manden bag i penge (Opdateret 11:43)
29. juni 2009, 06:00
875. Så mange luksusbarnevogne á 8000 kroner stykket, kan faderen og skaberen af udsendelsen "De unge mødre" købe til sine hovedpersoner.
Kaare Sand, ejer af TV-produktionsselskabet Sand TV, har nemlig hevet syv millioner kroner ud til sig selv i 2008 fra sit selskab Sand TV A/S. Det viser seneste regnskab.
Men det er ikke kun Sand selv, der spinder guld på "De unge mødre." Driftselskabet Sand TV A/S har fordoblet driftsresultatet fra 2007 til 2008 fra henholdsvis 4,5 mio kroner til 11,7 mio. kroner.
Ifølge Kaare Sand plukker selskabet nu frugten af, det der er blevet bygget op gennem de sidste fire år,
"Vi har været dygtige til at formatere de serier, vi har med at gøre, henholdsvis De unge mødre og Singleliv, og holde fast ved, det vi er bedst til: Den rendyrkede reportage," siger Kaare Sand.
Og kigger man på debatten i forbindelse med denne artikel, er der ingen tvivl om, at Kaare Sand har ramt plet. En lang række tilkendegivelser er strøget ind til ham, og opbakningen er stor.
”Kaare Sand har slidt og slæbt i mange år, og nu høster han frugten på at lave journalistik, som ikke giver sig ud for mere end det er: Han beskriver livet, som han ser det. Og mig bekendt føler hans "ofre" sig godt behandlet. Skal vi ikke bare være enige om, at det er fortjent og godt gået?,” lyder det fra en læser.
Og i hvert fald har Kaare Sand formået at gå direkte imod strømmen i den øvrige TV-produktion, der roder med negative tal. Årets resultat er også mere end fordoblet. I 2007 var overskuddet på 3,5 mio. kroner, og i 2008 lød årets resultat på 8,9 mio. kroner. Alligevel holder Sand fast i, at en del af succesen ligger i forsigtigheden.
”Vi har startet meget forsigtigt og holdt fast ved det hele vejen igennem. Det gør vi sådan set stadigvæk, selvom vi er blevet større,” siger han.
Alt i alt betyder det, at Sands holding selskab kommer ud med et overskud på 6,6 mio kroner i 2008 mod 1,8 i 2007.
Og selvom TV-selskabet nu er blevet en mindre guldgrube, mener Sand, at det stadig er vigtigt at holde fast ved grundidéen.
”Det er vigtigt, når man laver den type programmer at gøre det så ærligt, reelt og objektivt som overhovedet muligt. Det er det vi stadigvæk gør, uanset, hvor mange penge vi tjener på dem. Det vil også være mest loyalt over for dem,” siger han.
Men noget tyder på, at der alligevel er nye tider på vej. Blandt andet har Kaare Sand ansat en adm. direktør, så han selv kan koncentrere sig mere om produktionen.
”For at kunne holde fast i udviklingen, som er vigtig også for os, går jeg mere over på det programmæssige, det er det, der er det vigtigste – det er programmerne ligegyldigt, hvordan man vender og drejer det,” siger Kaare Sand.
Lige nu arbejder han på at få De unge mødre solgt i USA en proces, der godt kan tage lang tid. Samtidig skal virksomheden styrkes.
”I stedet for bare at læne os tilbage og sige, at det er simpelthen så fantastisk, så vil jeg hellere styrke virksomheden både indadtil og udadtil, når vi nu har penge til det,” siger Kaare Sand.
Så der skal ekspanderes?
”Ja, men forsigtigt,” griner han.
Fik du læst:
Sådan gik det TV-iværksætterne fra Springet






































