Urban har søgt om distributionsstøtte for 2010, men har nu fået afslag fra Dagbladspuljen. Gratisavisen havde ikke opfyldt en max-grænse for annonceandel.
7. december 2009, 15:10
Konkurrenterne MetroXpress og 24timer er blevet tildelt distributionsstøtte for 2009, hvilket fik Urban til at søge om distributionsstøtte for 2010, men den ansøgning er nu blevet afvist.
"Det er ærgerligt ud fra et principielt synspunkt, men det får ikke den store økonomiske betydning," siger adm. direktør i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen til Mediawatch.
Begrundelsen er, at Urban efter Dagbladspuljens vurdering ikke har holdt sig under de 50 pct. annoncer, der er maksimumskriteriet for støttemodtagere.
Beslutningen er truffet på baggrund af to stikprøvekontroller, hvoraf den ene viste, at der samlet var 66,9 pct. annoncer i avisen. Med heri var et annonceindstik på 20 sider og et såkaldt svøb, hvor der er en separat annonceforside og -bagside. Udelades disse var annonceandelen på 47 pct.
”Det skal efter vores opfattelse ikke regnes med, da det er angivet som et indstik. Vi har hæftet det sammen med avisen, for at det ikke skal flagre rundt. Det gælder også for svøbet, som også er talt med,” siger Lisbeth Knudsen.
Nu vil Berlingske Media benytte sig af, at Urban ikke er bundet af kravet om max 50 pct. annoncer. ”Nu har vi en større fleksibilitet end konkurrenterne, og det vil vi udnytte,” siger koncernchef Lisbeth Knudsen.






























































