Kampen om verdens TV-skærme begynder allerede i år - og næste år sker der for alvor ting og sager. Det siger Google-chefen Eric Schmidt, der igår holdt keynote på IFA-messen i Berlin.
8. september 2010, 12:19 – opdateret 8. september 2010, 12:24
Den nære fremtid kommer til stå på en endnu mere hastig udvikling af mobile tjenester, en endnu mere søgebaseret adfærd - og endelig en åbning af det ellers lukkede TV-økosystem, som nu endelig kommer i forbrugerens magt, snarere end kabel-TV-selskabets.
Det var et par af de hovedtendenser, som Google-chefen Eric Schmidt trak op i går, da han holdt den afsluttende keynote på IFA elektronik-messen i Berlin. Det er de stigende båndbredder, der skaber helt nye muligheder - og ikke mindst forretningsmodeller, som verden ikke har set før - og hvoraf hovedparten stadig ligger foran os.
Det gælder især det trådløse internet via mobilmasterne, som i kombination med stadigt kraftigere mobiltelefoner, betyder, at udviklingen inden for tjenester til mobiltelefoner er meget mere boomende end nettet i sig selv var.
En af de mere håndfaste nyheder var, at Google har i sinde at være på markedet med deres nylancerede Google TV i USA allerede i år, og internationalt næste år. Google TV er en boks, der sluttes til TV og til internettet, hvor efter brugeren kan få al sit TV-indhold leveret via nettet i stedet for via kabel-TV-stikket.
Nyheden om, at Google TV er lige om hjørnet, kommer kort efter at konkurrenten Apple præsenterede deres tilsvarende enhed, Apple TV i en stærkt justeret udgave, der til en pris under 600 kroner, for alvor begynder at være en enhed, der er interessant for almindelige mennesker.
Netop kabel-TV-udbyderne har i årevis lukreret på meget lille konkurrence, fordi de havde kunden i hus for evigt, så snart de havde rullet kabler ud i en ejendom. Med digitaliseringen af sendenettet og Boxers indtog, blev der for første gang slået en pind i dominansen, og nu ser det altså ud til, at elektronikselskaberne er i besiddelse af næste pind.
Google er selv i besiddelse af et potent videoindhold allerede via tjenesten YouTube.

































