Mogens Munk-Rasmussen og to andre nu tidligere DR-bestyrelsesmedlemmer beholder deres løn et halvt år. Et fjerde mindre kritiseret, fratrådt medlem får intet.
24. juni 2008, 13:03 – opdateret 16. maj 2012, 01:21
På trods af at den nu tidligere bestyrelsesformand Mogens Munk-Rasmussen i en revisionsundersøgelse forleden blev udpeget som en af de ansvarlige for det økonomiske morads i forbindelse med DR Byen og fyret med øjeblikkelig virkning, beholder han sin løn i endnu et halvt år.
Det samme gør to af de øvrige bestyrelsesmedlemmer, Erling Aaskov og Finn Aaberg, der begge trak sig fra bestyrelsen i forbindelse med revisionsundersøgelsen.
Det bekræfter kulturminister Brian Mikkelsen (K) over for Ritzau.
Ifølge et skriftligt svar fra ministeren beholder de alle tre deres bestyrelseshonorar for den resterende del af 2008. Den årlige gage for Mogens Munk-Rasmussen, Erling Aaskov og Finn Aaberg har været henholdsvis 300.000 kroner, 200.000 kroner og 148.000 kroner. Dermed får de henholdsvis omkring 150.000 kroner, 100.000 kroner og 74.000 kroner som et plaster på såret for deres farvel til DR.
Et fjerde nu tidligere medlem af bestyrelsen Peter Hvid Jensen valgte lige som Erling Aaskov og Finn Aaberg at trække sig efter den kritiske rapport. Men i modsætning til dem og Mogens Munk-Rasmussen fik Peter Hvid Jensen langt mindre kritik i revisionsundersøgelsen. Og det er paradoksalt nok grunden til, at hans bestyrelseshonorar stopper med øjeblikkelig virkning.
I svaret fra Brian Mikkelsen begrunder ministeren det på følgende måde:
- Dette skal ses på baggrund af, at der i forhold til alle tre personer (Mogens Munk-Rasmussen, Finn Aaberg og Erling Aaskov, red.) har foreligget et grundlag for at afskedige disse som bestyrelsesmedlemmer i forbindelse med den rejste kritik i rapporten om revisorundersøgelsen af DR Byen. Et sådant grundlag forelå - trods den rejste kritik - ikke i forhold til det tidligere bestyrelsesmedlem Peter Hvid Jensen, som selv valgte at trække sig fra bestyrelsen.
Eller sagt med andre ord: De tre førstnævnte bestyrelsesmedlemmer har gjort så meget dårligt for DR's økonomi, at de alle var fyringsberettigede. Det havde Peter Hvid Jensen ikke, og derfor er hans farvel til DR's bestyrelse så at sige for egen regning.
/ritzau/
Læs også:






























































