Frit slag om pengespil

TV 2 har fundet en smutvej uden om spilleloven, så TV-stationen kan tilbyde spil om penge uden om statens spillemonopol. Dermed er der åbnet for, at alle kan udbyde internetspil som backgammon, golf eller billard i Danmark.

»Hey! Skal vi spille om penge?«.

Man skulle tro, at denne tekst stod på det danske spillemonopol, Danske Spils hjemmeside. Men det står på TV 2s.

Den statsejede tv-station har nemlig fundet et smutvej rundt om den ellers så restriktive danske spillelovgivning, så nu tilbyder stationen 12 forskellige spil, hvor man mod et kontant indskud kan vinde pengepræmier.

»Vi har afsøgt de juridiske muligheder i dialog med Spillemyndighederne. De sondrer mellem tilfældighedsspil, der hører under monopolet, og færdighedsspil, der ikke gør. Så har vi fundet 12 spil, myndighederne har godkendt som færdighedsspil, og udbudt dem på vores hjemmeside, hvor folk nu kan vinde penge,« siger kommerciel direktør i TV 2 Net, Lars Bernt.

Det drejer sig bl.a. om netspil som Backgammon, Hole In One og 8-Ball.

Ifølge TV 2 har myndigheerne ikke stillet krav om hverken licens, afgiftsbetaling eller om, at en del af overskuddet skal doneres til kultur og sport, som overskuddet fra Danske Spil skal.

TV 2-direktøren er overrasket over, at det er lovligt at udbyde spil for penge.

»Grunden til, at ingen andre har benyttet dette hul, er nok, at ingen har vidst, at det fandtes. Men mon ikke en række andre aktører vil dukke op, nu hvor de hører om muligheden,« siger Lars Bernt.

Han kalder det tankevækkende, at private aktører ikke må tilbyde Poker og Ludo, fordi det defineres som tilfældighedsspil, men gerne må tilbyde Backgammon, fordi det ses som et færdighedsspil.

I Skat anerkender man det lovlige i TV 2s nye forretnings-idé.

»Hvis det ikke drejer sig om tilfældighedsspil, dvs. spil hvor gevinstfordelingen overvejende beror på tilfældigheder, så er det ikke omfattet af tips- og lottoloven, og så har vi som myndighed ikke noget med det at gøre. Så er der ikke noget krav om, at man skal have en tilladelse, hvis man vil udbyde færdighedsspil,« siger Jakob Simonsen, fuldmægtig i Spillemyndigheden.

Han indrømmer, at der kan være forskellige opfattelser af, om et spil tilhører den ene eller anden kategori, men påpeger, at det afgøres efter en konkret vurdering af spillet.

Ladbrokes: Uansvarligt
Udenlandske spiludbydere undrer sig over, at det er lovligt for enhver at tilbyde spil for penge i Danmark, så længe det er Backgammon frem for Ludo.

»Vi har aldrig hørt, at man må udbyde færdighedsspil for penge i Danmark. Men de spil, TV 2 har introduceret, er præcis de samme som nogle af dem, vi tilbyder. Og når en statsejet tv-station må gøre det, så kan hvem som helst vel slå sig op på spil om penge til danskerne,« siger Per Marxen, dansk landechef for Unibet, der opererer på maltesisk og engelsk spillelicens.

Hos Ladbrokes kalder man det uansvarligt, at man kan udbyde spil om penge uden regulering i form af licens eller tilladelse, som det kræves i f.eks. England.

»Man bør være underlagt en licens med medfølgende myndighedskrav, når man udbyder spil, hvor penge er involveret. Og det er jo ironisk, at tilhængere af det danske spillemonopol argumenterer med, at man ikke vil have engelske tilstande på det danske spillemarked, når man i England altid skal have licens for at udbyde pengespil,« siger Country Manager Richardt Funch.

Pengespil vil brede sig
Hos Danske Spil forudser man en kraftig interesse for det nyopdagede smuthul.

»Hvis private spilleudbydere har lov til dette, så må vi forvente, at det vil brede sig ret voldsomt. Og så får vi betydeligt flere konkurrenter på nogle spil, der til forveksling ligner dem, vi tilbyder. Derfor er det op til politikerne at vurdere, om sondringen mellem tilfældighedsspil og færdighedsspil er holdbar,« siger kommunikationschef i Danske Spil, Thomas Rørsig.

Minister: Det er ikke spil
Skatteminister Kristian Jensen (V) afviser, at der er tale om et hul i loven.
»Det er ikke spil, TV 2 tilbyder, det er konkurrencer, og det hører ikke under spilleloven. Derfor er der ikke tale om et hul i loven, men derimod om et område, vi i Danmark ikke har valgt at regulere,« siger han.

Hvad mener du så om, at Ludo og Poker skal reguleres med monopol, mens Backgammon ikke skal?

»Jeg medgiver gerne, at skillelinjen ikke er fuldstændig klar, men det er i sidste ende domstolene, der afgør om et spil er et tilfældighedsspil eller en færdighedskonkurrence,« siger Kristian Jensen, der ikke mener, at der behøver at være en lov for »al menneskelig aktivitet her til lands«.

Danske Spil omsætter for over 11 mia. kr., mens udenlandske spilaktører vurderes at hente op mod seks mia. kr. i omsætning på internettet fra danskere.

 



Markedet lige nu