Bestyrelsesformand for MetroXpress i Danmark, Anders Kronborg, afviser at have været i dialog med Nyhedsavisens ejer Morten Lund, der vil byde på MetroXpress. (Opdateret)
29. august 2008, 14:16
"Jeg har aldrig mødtes med Morten Lund, talt med ham eller modtaget noget fra ham. Jeg er temmelig overrasket over hans udmelding," siger Anders Kronborg.
Morten Lund oplyser til Ritzau, at han vil aflevere et bud på MetroXpress på mandag, og at han allerede er i dialog med MetroXpress bestyrelse. Men det er altså ikke noget, som formanden har hørt om.
"Så skulle han være i dialog med moderselskabets Metro Internationals bestyrelse, men det tvivler jeg meget på," siger Anders Kronborg, der nu vil afvente et bud fra Morten Lund.
"Der er nogle retningslinjer for den slags, som jeg vil opfordre til, at man overholder," siger Anders Kronborg.
Han ser ikke umiddelbart den store fidus i at slå MetroXpress og Nyhedsavisen sammen.
"Sådan en sammenlægning har jeg umidddelbart svært ved at se perspektivet i. Der er tale om to forskellige forretningsmodeller. Vi har i hvert fald ingen interesse i at købe Nyhedsavisen," siger Anders Kronborg.
Han slår fast, at Metro International ikke er interesseret i en model, hvor Morten Lund køber MetroXpress for en andel af Nyhedsavisen.
"Vi er ikke på nogen måde interesseret i aktier i Nyhedsavisen, så hvis Morten Lund skal købe MetroXpress skal det være for kontanter," siger Anders Kronborg.






























































