Flertal ønsker granskning af Per Mikael og Co

Et flertal uden om regeringen ønsker en nærmere undersøgelse af TV 2’s tidligere direktions og bestyrelses rolle i forhold til stationens nuværende økonomiske morads. Ingen synes i tvivl om, at det her hovedansvaret skal placeres.

En redning af TV 2 skal følges op af en nøje granskning af, hvordan det i det hele taget kunne gå så galt. Især den tidligere direktions og bestyrelses ansvar skal grundigt afdækkes. Det mener et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti.

”Vi er ikke færdige med at se på, om den daværende bestyrelse og direktion har et større ansvar end bare at have akkumuleret underskuddet. Det er klart, at når man er i bestyrelsen for en stor offentlig virksomhed, så er man det jo også for at sikre virksomheden og varetage statens interesser. Det synes jeg er værd at få undersøgt om det er sket,” siger De Radikales medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

Sammen med de øvrige partier bag Medieaftalen venter han nu på at blive indkaldt til et møde med kulturministeren for at få diskuteret, hvad der skal ske med TV 2. Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, har også et klart krav om at få en uvildig undersøgelse af TV 2’s tidligere bestyrelse og direktion, hvis hans parti skal støtte op omkring lånet til stationen.

”Det er helt klart, at hvis vi skal stemme for en sådan bevilling i Finansudvalget, så er vi nødt til at gå ind og kigge på, hvad det er, der har ført frem til den situation som TV 2 nu er kommet i,” siger Mogens Jensen.

SF’s medieordfører, Holger K. Nielsen, har givet udtryk for et lignende krav, og formanden for Finansudvalget, Kristian Thuelesen Dahl (O), regner heller ikke med, at man kommer uden om at se på især den tidligere bestyrelses ansvar forud for udvalgets godkendelse af lånet.

”Vi er i udgangspunktet skeptiske over for at lave låneordninger af den her type. Det skyldes, at TV 2 er en selvstyrende enhed med egen bestyrelse og egen direktion. Og de må selvfølgelig stå til ansvar for, hvad de foretager sig. Så det er helt sikkert noget, vi mener, der skal ses nærmere på. For direktionen har jo ikke kunnet sætte de her ting i søen alene, det kan en direktion jo ikke. De ting er sat i søen efter en godkendelse af bestyrelsen,” siger Kristian Thuelesen dahl.

Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, kalder det for forsøg på obstruktion af TV 2’s redning, hvis nogen skulle gå imod en godkendelse af lånet i

Finansudvalget. Men hun vil ikke udelukke, at man kan tale sig til rette om en uvildig undersøgelse, som en drøftelse mellem parterne bag Mediaftalen.

”Vil man obstruere processen i Finansudvalget, vil det jo betyde at lånet ikke kan gives til TV 2. Det er jo tydeligt, at der er nogle forhold, der ikke er, som de skulle have været hos TV 2. Der jo nok også mange, der har vist i lang tid, at der var lidt kejserens nye klæder over de ting, der forgik i TV 2. Men det er en drøftelse, der foregår i et helt andet regi,” siger Ellen Trane Nørby.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra TV 2’s tidligere bestyrelsesformand, Niels Boserup.

kiro@berlingske.dk

 



Markedet lige nu