EUs konkurrencemyndigheder afventer henvendelse fra kulturminister Brian Mikkelsen om statslån til TV 2. Intet er givet forhånd, siger talsmand Jonathan Todd.
11. juni 2008, 13:38 – opdateret 11. juni 2008, 13:42
BRUXELLES: EU-kommissionen har gjort det klart, at Danmarks regering ikke bare kan poste statsstøtte i TV2 med den begrundelse, at tv-stationen har public service-forpligtelser. Og det er i det lys, man vil forholde sig til den danske regerings nye planer om at yde statslån til den kriseramte TV-station i Odense.
”Vi har ikke hørt noget fra den danske regering endnu. Og indtil det sker, har vi ingen kommentar. Intet er givet på forhånd,” siger Jonathan Todd, talsmand for EUs konkurrencekommissær Neelie Kroes, til Berlingske Business.
Kroes’ forgænger, italieneren Mario Monti, traf tilbage i maj 2004 en afgørelse om, at TV 2 uretmæssigt havde fået 628,2 mio. kr. i statsstøtte, og at disse penge skulle betales tilbage til statskassen.
Ingen af parterne ville dom acceptere den afgørelse, og siden har sagen udviklet sig til en stribe sager ved EU’s retssystem.
Hele fire forskellige parter har således anlagt hver deres mod EU-kommissionen for at få annulleret den oprindelige beslutning fra 2004.
Konkurrenterne Viasat og TV Danmark ønsker afgørelsen skærpet, mens TV 2 og den danske stat mente, at afgørelsen var forkert. Nu ventes en afgørelse i sagerne i sidste halvdel af indeværende år.
EU-kommissionen, der har kørt en række sager mod TV-stationer i medlemslandene, er i øvrigt i gang med en revision af reglerne for statsstøtte til TV-stationer med public service-forpligtelser.
Kommissionens generaldirektorat for konkurrenceforhold har formuleret visionen for området således:
”Der skal være fuld gennemsigtighed, proportionalitet og regnskabsmæssig ansvarlighed for TV- og radiostationer med public service-forpligtelser. Inden for disse parametre kan nationale aktører træffe beslutninger om mediepolitik og dens implementering. De nationale aktører har nu muligheden for at designe et system, der gør det muligt at drive public service-virksomhed, alt imens man respekterer regler om fair konkurrence mellem offentlige og private operatører i det nye medielandskab.”

































