EU-Kommissionen indleder 4. juni sag mod det den danske stat, fordi det danske spillemonopol, i kommissær Charlie McCreevys øjne, udgør et brud på spilleregler i EUs indre marked.
22. maj 2008, 13:13 – opdateret 22. maj 2008, 13:17
BRUXELLES: Danmark bliver nu trukket for retten i EU, fordi statens forsvar for den statslige monopolvirksomhed – Danske Spil – ifølge EU-Kommissionen er i strid med reglerne i EU’s indre marked.
Sagen indledes 4. juni, hvor EU også rejser sag mod Sverige og Ungarn for lignende krænkelser af EU-regler. Det oplyser Karin Riis-Jørgensen, Venstres gruppeformand i Europa-Parlamentet.
”Jeg havde et møde med EU-kommissær Charlie McCreevy mandag aften i Strasbourg, hvor han bekræftede over for mig, at det er sådan sagen ligger,” siger Riis-Jørgensen til Business.dk.
Går glip af indtægter
Karin Riis-Jørgensen, der har forfulgt sagen i flere år, mener, at det danske spillemonopol skal ophæves, fordi den nuværende lovgivning ikke er tidssvarende.
”Vi ser flere og flere spille på internettet hos udenlandske udbydere. Det betyder, at Danmark går glip af indtægter og dermed støtte til idræt og kultur. Danske spil oplever nedgang og deler færre og færre penge ud til dansk idræt. De penge skal tilbage til Danmark ved at lave en model, hvor udenlandske spiludbydere skal betale for en spillelicens plus en afgift til den danske stat,” siger Karin Riis-Jørgensen.
Hun forventer, at EF-domstolen vil slå fast, at der er tale om et ulovligt monopol, og at danskerne derfor kan se frem til et liberaliseret spillemarked. Og hun finder det ’glædeligt’, at regeringen i København ’allerede er gået i tænkeboks’ for at finde ud af, hvordan det danske spillemarked kan ændres, så det lever op til EU-traktaten.

































