Direktør Carsten Mai fra PR-bureauet Gunbak PA har gjort sig selv til talsperson for bedre etik i branchen. En stribe uheldige sager fra fortiden klæber dog til den tidligere politiske spindoktor. "Jeg har en erfaring af godt og skidt, jeg bærer med mig," siger Carsten Mai til Business.dk.
13. april 2007, 11:45 – opdateret 13. april 2007, 12:51
PR-branchens fælles forening, Brancheforeningen for Public Relations Virksomheder, tager ikke etiske spørgsmål alvorligt.
Det mener Carsten Mai i hvert fald. Og det er han godt træt af.
Derfor vil Carsten Mai, der er direktør i PR- og lobbyvirksomheden Gunbak PA, stifte en ny PR-brancheforening, som skal beskæftige sig med to hovedområder:
En frivillig registrering af lobbyister på en hjemmeside samt oprettelsen af et uafhængigt etisk råd, der skal vurdere etiske spørgsmål i PR-branchen.
Carsten Mais reaktion kommer i kølvandet på en stribe uheldige sager i PR-branchen, hvor han ikke mener, at den nuværende PR-brancheforening har levet op til deres ansvar eller taget initiativ til at styrke branchens image.
Carsten Mai må have lært af fortiden, når han nu gør sig til bannerfører for etikken i PR- og lobbybranchen. Gennem årene har PR-direktøren nemlig taget sine ture med etikken - og med pressen.
Den tidligere spindoktor for bl.a. finansminister Thor Pedersen er i dag helt på det rene med, at han gennem årene har modtaget flere tæsk for håndteringen af flere forskellige sager.
Synes du, at du med din baggrund og de sager, der har været, er den rette mand til at slå på tromme for øget etik i PR-branchen?
"Ja, det synes jeg," siger Carsten Mai til Business.dk.
"Det er rigtigt, at jeg i mit virke som rådgiver har været ude og presse på nogle grænser og rammer. Og nogle mener, at jeg nogle gange går over rammerne - jeg ved godt, hvad mit image er. Men på den anden side, så har jeg altid brugt min person fuldt ud i min rådgivning, og jeg er ikke kendt for at være konfliktsky. Jeg har haft store sejre i min karriere, men har også haft tabersager," fortæller Carsten Mai, der mener, at hans fortid gør ham bedre i stand til at udtale sig om etik i branchen:
"Jeg har en erfaring af godt og skidt, jeg bærer med mig - det gør mig sådan set bedre rustet til at udtale mig til etik og moral end en, der aldrig har prøvet noget. En, der aldrig har prøvet noget, har aldrig lavet fejl. Jeg har lavet gode ting og jeg har lavet fejl - og det gør mig udmærket kvalificeret til at diskutere normer og etik."
Carsten Mai forklarer, at hans forslag om at stifte en ny forening for PR-branchen ikke skal opfattes om en "fanklub for Carsten Mai." Han understreger, at han ikke umiddelbart er ude efter et tillidshverv i en ny forening, men blot lægger et initiativ frem.
"Jeg er af den nuværende brancheforening blevet beskyldt for at være uprofessionel. Men jeg føler et behov for at være proaktiv på et tidspunkt, hvor vores branche lider af et dårligt image. Jeg er bekymret på branchens vegne," siger Carsten Mai.
Som en læserservice har Business.dk samlet en kavalkade af Carsten Mais "dårlige sager" - klik her og se dem


































































