Levende billeder er nettets hurtigst voksende medie, men det er indtil videre svært at tjene penge på fænomenet. Danske online-medier er dog optimistiske.
18. august 2009, 06:00 – opdateret 18. maj 2012, 13:45
Det startede for alvor med YouTube, videotjenesten som i 2006, et år efter sin grundlæggelse, blev købt af Google. I dag er video internettets hurtigt voksende medie takket være en stigende interesse hos brugerne, stadigt mere båndbredde og et hurtigt voksende antal producenter.
Disse producenter er en yderst broget skare, fortæller Jonas Løvstad, kreativ chef hos Arkena A/S.
»Alle kan få deres egen TV-kanal på nettet. Private, virksomheder, politikere, ja selv Vatikanet har sin egen kanal på YouTube.«
Arkena leverer videoløsninger til danske virksomheder og står bl.a. bag den tekniske platform for Jyske Banks store satsning på web-tv, en nyhedsstation med fokus på finans og privatøkonomi. »Jyske Bank konverterede en væsentlig del af deres print- og direct mail-budget til web-TV. Og det virker for dem«.
Men i modsætning til Jyske Bank og Vatikanet, der bruger web-tv til markedsføring, er der også virksomheder, som forsøger at tjene penge penge på fænomenet gennem reklamer.
Danske online-medier har oprustet kraftigt på web-TV-fronten i kampen om at tiltrække øjne og dermed annoncører, og der er sket meget inden for de senere år, siger Rune Michelsen, journalistisk lektor hos SDU (Syddansk Universitet).
»Jeg var med til at starte EkstraBladets web-TV for halvandet år siden, og i forhold til dengang er der sket meget i branchen. I dag tilrettes indholdet langt bedre til netmediet, hvor brugerne vil have flere, korte enheder, og flere valgmuligheder.«
Hvad med pengene?
Nu er det så ved at være tid til at tjene penge på anstrengelserne.
»Fra at være hovedageligt et journalistisk projekt, bliver det mere og mere kommercielt bydende, at web-TV også tjener penge. Vi skal i langt højere grad have kommcerialiseret vores øjne, som vi har mange af, 2,2 millioner viste klip i sidste måned. I 2010 kan der være en fornuftig økonomi i det«, siger Jesper Hansen, kommerciel chef hos JP.
Samme optimistiske toner lyder der fra EkstraBladet, den førende udbyder af web-TV i Danmark med 1,5 millioner visninger i den forgangne uge.
»I første omgang var web-tv et projekt, men i dag er det en selvstændig enhed med egen redaktion og eget budget. Det er en investeringsforretning, som gerne skulle give sorte tal inden for tre år«, siger chefredaktør Poul Madsen.
Årsagen til optimismen er bl.a. en række test, Berlingske Media, JP, EkstraBladet og Børsen har gennemført i fællesskab. »Vi mærkede en modvilje blandt mediebureauerne, som ikke syntes at forstå web-TV. Nu har vi forsøgt at dokumentere mulighederne, også hvordan web-TV kan spille sammen med de andre medier på hjemmesiden«, siger Poul Madsen.
Lokke, ikke irritere ...
Testforløbet inkluderer blandt andet forskellige annonceformater for at finde balancen mellem minimal irritation hos brugeren og optimal indtjening på annoncerne. Medierne eksperimenterer med pre-roll, post-roll og overlay for at finde den bedste model.
Grundlæggende er det dog stadig uvist, om forretningsmodellen med reklamefinansiering kommer til at holde. Lige nu er det et spørgsmål om tro. Erfaringer og hårde data burde kunne give svaret, siger Rune Michelsen:
»EkstraBladet streamer live fra uroligheder på Nørrebro. Det er dyrt, var det antallet af clicks værd? Netmediet er sindssygt kvantificerbart, det er uhyggeligt.«




























































