Enhedslistens folketingsmedlem Per Clausen har meldt Morten Lund, Nyhedsavisens storaktionær, til bagmandspolitiet.
12. september 2008, 12:52
Dramaet om Nyhedsavisens lukning tager nu en ny drejning med en politianmeldelse mod avisens storaktionær Morten Lund.
Det er Enhedslistens folketingsmedlem Per Clausen, der netop har sendt sin anmeldelse til Bagmandspolitiet. Anmeldelsen sker på baggrund af´spekulationerne om en aftale mellem en Morten Lund-relateret virksomhed og Berlingske-ejer, Mecom.
I anmeldelsen skriver Per Clausen:
"Undertegnede anmelder hermed de ulovlige transaktioner, som ifølge mine oplysninger er sket mellem et Morten Lund relateret firma og Mecom, som bl.a. ejer Berlingske Tidende. Tilsyneladende har Mecom betalt dette selskab et trecifret millionbeløb for at sikre, at Nyhedsavisen lukkede.
Det er min opfattelse, at denne aftale må være ulovlig. Pengene burde være betalt til Nyhedsavisen, sådan at de kunne være indgået i den efterfølgende afregning af Nyhedsavisens gældsposter. Jeg er vidende om, at flere tidligere ledende medarbejdere har udtalt sig om denne sag og formodentlig gerne hjælper politiet i opklaringsarbejdet.
Jeg mener, det er vigtigt, at politiet reagerer hurtigt på denne sag for at forhindre at bevismaterialet bortskaffes. Politiet bør vel også være opmærksom på, at en af de implicerede i det Morten Lund relaterede selskab tidligere er dømt for omfattende kriminalitet"
Både Morten Lund og Mecom-chef David Montgomery har afvist alle spekulationer om en aftale mellem de to parter.






























































