TV 2s tidligere topchef Per Mikael Jensen har givet sin kommende arbejdsgiver, Metro International, særdeles gode kort på hånden, når regeringen beslutter at sætte TV 2 til salg.
13. september 2007, 16:29 – opdateret 13. september 2007, 16:57
Få måneder inden han forlod TV 2, kastede han og hans midlertidige afløser, Anders Kronborg, TV 2 i armene på svenske MTG med en ny fælles sportskanal.
Ikke alene får den svenske mediegigant et intimt kendskab til TV 2. Samarbejdet mellem Modern Times Group (MTG), der ejes af Metro International - Per Mikael Jensens kommende arbejdsgiver - vil også komplicere privatiseringen af TV 2 og gøre købet til en kostbar forretning for alle andre bydere i forhold til den svenske koncern, hvis den nye betalingskanal TV 2 Sport bliver en kæmpe succes.
Det vurderer en række juridiske eksperter i fredagens udgave af Berlingske Nyhedsmagasin på baggrund af den fortrolige aktionæroverenskomst mellem de to tidligere storkonkurrenter Modern Times Group og TV 2 og som Berlingske Nyhedsmagasin er i besiddelse af.
»Køberen (af hele TV 2 Danmark, red.) risikerer at skulle købe MTG ud af TV 2 Sport på grund af aftalen om kontrolskifte i aktionæroverenskomsten. Det kan få stor betydning, da der er risiko for, at køberen får en ekstra udgift ved købet af TV 2 Danmark. Enhver køber af hele TV 2 skal spørge MTG, om de ønsker at fortsætte. Ønsker MTG ikke at fortsætte samarbejdet om TV 2 Sport skal udgiften til at købe MTGs aktiepost lægges oven i prisen på TV 2 Danmark,« siger Søren Friis Hansen, professor i selskabsret ved Syddansk Universitet, til Berlingske Nyhedsmagasin.
Og Karsten Engsig Sørensen, ligeledes professor i selskabsret ved Handelshøjskolen i Århus, undrer sig over, at staten har tilladt TV 2 Danmark at indgå så tæt et samarbejde med en storkonkurrent. Udover at være distributør, Viasat, har MTG også flere betalingskanaler, TV 3 og TV3+ m.fl.
»I forhold til at staten arbejder på en privatisering, så må man håbe, at den har overvejet, hvilke konsekvenser denne klausul kan få for disse planer,« siger han.
TV 2 Sport kan blive en af de vigtigste aktiviteter de kommende år for hele TV 2 Danmark, fordi sport og rettigheder til sportsbegivenheder måske er det vigtigste overhovedet for TV-selskaber i dag. Også ifølge EU-kommissionen, der følger området tæt.
Det var Per Mikael Jensen og den nu konstituerede adm. direktør Anders Kronborg, der på vegne af TV 2 og uden den daværende sportschef Morten Stig Christensens og andre TV 2-chefers vidende, skruede aftalen sammen med MTG.
Forinden havde norske Telenor, der ejer Canal Digital, som udelukkende er distributør og ikke har konkurrerende TV-kanaler, henvendt sig til TV 2 med forslag om at starte en ny sportskanal.
Per Mikael Jensen tiltræder den 1. november en stilling hos Metro International.
Læs mere i morgen i Berlingske Business - og endnu mere i Berlingske Nyhedsmagasin.

































